Boeing 737 MAX og Airbus A320neo (Fotografik: Aviation Week)

IAG-bestyrelse godkender køb af op til 209 fly

Den endelige godkendelse til faste ordrer på 109 fly fra Airbus og Boeing er på plads, og samtidig er der godkendt optioner på yderligere 100 fly. Boeings kort- og mellemdistancefly vender tilbage til IAG.

Bestyrelsen i International Airlines Group (IAG) har torsdag godkendt tidligere annoncerede ordrer på nye fly fra både Airbus og Boeing.

Det betyder blandt andet, at IAG kan gennemføre købet af 25 Boeing 737 MAX 8200 samt 25 Boeing 737 MAX 10. Herudover har IAG tegnet optioner for yderligere 100 MAX-fly.

Ordren blev oprindeligt annonceret i midten af maj, og den er nu godkendt, så den vil fremgå af Boeings ordrebeholdning, når den næste gang opdateres i november.

“Vi glæder os over dagens beslutning fra IAG’s aktionærer om at godkende en fast ordre på 50 737-8-200 og 737-10 med optioner for 100 flere, og vi ser frem til at arbejde sammen med IAG om at genintroducere 737 i koncernens flåder,” siger Ihssane Mounir, direktør for kommercielt salg og marketing hos Boeing Commercial Airplanes.

Boeing understreger, at 737 MAX 10 vil kunne indrettes med op til 230 sæder og vil få en rækkevidde på 6.100 kilometer. Det betyder, at flytypen vil kunne benyttes på 99 procent af IAG’s kort- og mellemdistanceruter.

59 nye fly i A320neo-serien
Udover Boeing-flyene har IAG også bekræftet en ordre på yderligere 37 Airbus A320neo. Det er i tillæg til 17 A320neo og fem A321neo, der blev annonceret i første halvår af 2022. Det betyder, at IAG i år har bekræftet ordrer på i alt 59 kort- og mellemdistancefly hos den europæiske flyproducent.

“IAG opererer i vid udstrækning Airbus-fly i sin flåde, hvilket gør den til en af ​​de største Airbus-kunder globalt. Disse fly fra den seneste generation vil være en vigtig del af IAG’s plan om at opnå netto nul-emissioner i 2050,” udtaler Christian Scherer, kommerciel direktør og chef for Airbus International.

Det er endnu uklart, hvilke flyselskaber i koncernen, der får leveret de forskellige flytyper, der er bestilt. IAG omfatter Aer Lingus, British Airways, Iberia, Vueling, Level og Open Skies. Ingen af selskaberne har kort- og mellemdistancefly fra Boeing i flåden, mens der er mange fly i A320-serien.  

 

Relaterede artikler:

Flere Airbus A320neo til IAG

IAG afgiver stor MAX-ordre

IAG ønsker MAX-fly et år før tiden