Med en ny prisstruktur vil Icelandair højere op på listen, når rejsende mellem Europa og USA søger efter billetter i de store rejsesøgemaskiner.
Når selskaber som Norwegian og islandske WOW Air kan få rejsende i USA og Centraleuropa til vælge dem i stedet for mere kendte selskaber som Air France, British Airways og United Airlines, når turen går over Atlanterhavet, så hænger det ofte sammen med, at Norwegian og WOW Air’s flyvninger kommer op som nogle af de billigste, når de rejsende bruger de søgemaskiner, der er blevet så populære.
Nu vil Icelandair også gerne højere op i søgemaskinernes resultater. Selskabet har specialiseret sig i at transportere folk til og fra Island, men også mellem Europa og USA med et flyskifte i USA. Derfor har Icelandair i høj grad kunne mærke konkurrencen fra Norwegian og WOW Air. Førstnævnte har åbnet en hel stribe af direkte ruter mellem Europa og USA, mens sidstnævnte mere eller mindre har kopieret Icelandairs model med at lade passagererne skifte fly på Island. Noget WOW Air dog ikke altid er lige gode til at gøre opmærksomme på i deres markedsføring.
Tilvalgt mad og kufferter
For bedre at kunne matche konkurrenterne og komme længere op på resultatlisterne, så vil Icelandair inden længe ændre sin prisstruktur og sandsynligvis introducere et nyt mere skrabet produkt, hvor passagererne kan vælge at købe en flybillet uden at måtte medbringe bagage gratis. Samt en flybillet, hvor mad ikke er inkluderet. Altså et produkt, der ligner Norwegian og WOW Airs basisprodukter. Det er nemlig prisen på de produkter, som Norwegian og WOW Air bruger i sin markedsføring. Ikke hvad prisen løber op i når passagererne først har fået tilvalgt mad og kufferter.
Icelandairs billigste billet i dag giver mulighed for gratis at medbringe op til 23 kilo bagage, ligesom man får et sæde tildelt på forhånd og optjener point i Icelandairs Saga-bonusprogram.
Det nye produkt omtales i brede vendinger i en præsentation, som Icelandair Group’s topchef, Björgólfur Jóhannsson, gav i sidste uge i forbindelse med præsentationen af selskabets regnskab for første kvartal af 2017. Icelandair Group er moderselskab for Icelandair og en række søsterselskaber inklusiv flyselskabet Air Iceland, Icelandair Hotels og Iceland Travel.
Gennemgå alle processer
Af præsentationen fremgår det også, at Icelandair vil klemme en ekstra stolerække ind i sine Boeing 757-fly. Simpelthen for at kunne generere flere billetindtægter på hver enkelt flyvning og sænke enhedsomkostningerne med 2-3 procent. Selvom en række med seks stole ikke lyder af meget, så løber det op, når alle Icelandairs 26 Boeing 757-passagerfly og fire Boeing 767-passagerfly alle får seks sæder mere. Så er der i alt tale om 180 ekstra sæder – svarende til knap et ekstra Boeing 757-200 fly, der i Icelandairs konfiguration har plads til 183 passagerer.
Icelandair har i dag 32 tommer benplads på sin economy class, mens konkurrenten WOW Air har 30-31 tommers benplads på sine Airbus A320 og A321-fly. Icelandair vil ikke oplyse om benpladsen reduceres til 31 tommer for at skabe plads til den ekstra række sæder.
Desuden har Icelandair med hjælp fra konsulenter fra luftfartssammenslutningen IATA igangsat et arbejde med at gennemgå og reorganisere alle processer relateret til håndtering af fly og passagerer i Keflavik Lufthavnen på Island, som er selskabets store trafikknudepunkt. Det er her passagererne mellem Europa og USA skifter fly.
Relaterede artikler:
Flere danske Icelandair-flyvninger
Icelandair åbner to nye USA-ruter