Icelandair og SAS i kommercielt samarbejde

Med virkning fra 8. november har Icelandair og SAS indgået et samarbejde om codeshare på flyvninger fra Nordeuropa til Island. Det alliancefrie islandske selskab vil fra begyndelsen af 2011 samtidig blive partner i SAS EuroBonus programmet.

SAS og Icelandair konkurrerer om den interkontinentale passagertrafik til Nordamerika. Men det har ikke forhindret de to selskaber i at indgå et samarbejde om codeshare på flyvninger mellem Nordeuropa og Island.

Det nye samarbejde starter op mandag den 8. november og inkluderer code-share på ruterne til Berlin, Göteborg, Hamburg, Milano, München, Vilnius, Zürich og Warszawa fra de respektive SAS-hubs i Stockholm og København.

“Denne code-share aftaler betyder bedre forbindelser fra det nordlige Europa til Island via SAS´ hubs i København og Stockholm – samt mere konkurrencedygtige priser,“ udtaler Robin Kamark, der erChief Commercial Officer, SAS.

Også hos Icelandair er der begejstring at spore for den nye aftale. Helgi Már Björgvinsson, der er vicekoncernchef for Icelandair med ansvar for salg og marketing udtaler: “Denne aftale giver os mulighed for at tilbyde vore kunder et større udbud af services og destinationer, og vi ser frem til at udvikle samarbejdet med SAS.“

Aftalen betyder også, at Icelandair i begyndelsen af 2011 bliver partner i SAS EuroBonus-programmet, mens SAS bliver partner i Icelandair´s Saga Club.

Icelandair er et af de europæiske flyselskaber, der endnu ikke er tilknyttet en af de tre store luftfartsalliancer. Men med den seneste aftale med SASkunne noget tyde på, at det islandske selskab i stigende grad rykker over mod Star Alliance.

Foto: Alliancefrie Icelandair vil samarbejde med SAS omkring codeshare og bonusprogrammer.