Yderligere fire Boeing 737 MAX vil tilgå Icelandair i løbet af efteråret 2022, og det vil bringe det samlede antal MAX-fly i flåden op på 18. Selskabet er blevet glade for flytypen, lyder det.
Icelandair sætter yderligere skub i flådefornyelsen ved at tilføje fire ekstra Boeing 737 MAX til flåden.
Således har det islandske flyselskab underskrevet en intentionsaftale om køb af de fire fly, der alle blev produceret i 2018. De står til levering i løbet af efteråret i år, og dermed vil Icelandair få en flåde bestående af i alt 18 MAX-fly inden årets udgang. Det fremgår ikke af meddelelsen fra Icelandair, hvilken MAX-version der er tale om.
Indtil videre har Icelandair modtaget i alt 12 Boeing 737 MAX – herunder otte MAX 8 og fire MAX 9. Flyselskabet afventer desuden fortsat modtagelse af to fly i MAX 8-versionen.
Det er helt tydeligt, at Icelandair har set sig lun på MAX-flyene. Seneste aftale om anskaffelse af flere fly af denne type blev indgået med Dubai Aerospace Enterprise Ltd. så sent som i januar i år. Dén aftale indebar de to MAX 8-fly, som altså stadig afventer levering. Ifølge planespotters.net har de to MAX 8-fly, Icelandair afventer modtagelse af, registreringerne TF-ICL og TF-ICM.
MAX-flyene passer godt til rutenetværket
Det er 10 år siden, Icelandair indgik sin allerførste aftale om anskaffelse af Boeing 737 MAX. Dengang lød ordren på otte MAX 8 og fire MAX 9.
”Vi er glade for at kunne annoncere en yderligere udvidelse af vores flåde af Boeing 737 MAX-fly på favorable vilkår. MAX’en har vist sig at passe godt til vores rutenetværk, og dens brændstofeffektivitet bidrager positivt til vores bestræbelser på at reducere CO2-emissionerne fra vores drift,” siger Bogi Nils Bogason, koncernchef i Icelandair.
”Vi har øget vores drift og udvidet vores stærke rutenetværk, der forbinder Europa og Nordamerika via Island. Denne sommer tilbyder vi direkte fly fra Island til 44 destinationer – op til fem gange om dagen. Denne tilføjelse til vores flåde giver os mulighed for at øge vores tjenester yderligere ved at tilføje nye destinationer og øge frekvensen til vores nuværende destinationer.”
Den øvrige flåde af jetfly hos Icelandair består af tre Boeing 767-300 samt 21 Boeing 757 – herunder 19 fly af varianten -200 og to af varianten -300. Otte fly i den mindste version står i øjeblikket ubeskæftiget på jorden.
Boeing 757-flyene har en gennemsnitsalder på 25 år, og med det stigende antal Boeing 737 MAX-fly i flåden er Icelandair i gang med en gradvis udfasning af de ældre passagerfly.
Relaterede artikler:
Icelandair øger med yderligere to Boeing 737 MAX