Aalborg Lufthavn er Danmarks tredjestørste lufthavn. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Indenrigs- og chartertrafik sikrer igen en god måned

Der har været travlt i Aalborg Lufthavn i oktober, hvor både indenrigs- som charterflyvningerne oversteg niveauet fra før pandemien. Problemer i Schiphol udfordrer dog den nordjyske lufthavn.

Selvom sommerferien og den dertilhørende højsæson for flyrejser er overstået, blev det stadigvæk en lun oktober i Aalborg Lufthavn, da 134.485 passagerer rejste til og fra lufthavnen. Det er 245 flere rejsende, end lufthavnen betjente i samme måned i 2019.

76.796 af de rejsende var indenrigspassagerer, mens 35.463 skulle flyve til en destination i udlandet. De resterende 22.226 skulle på charterferie. Lufthavnen tilskriver en del af passagertallet til skolernes efterårsferie, som mange familie benyttede til at rejse i.

Selvom skoleferien gjorde det muligt for nogle familier at tage på ferie, er det samlede passagertal i lufthavnen dog faldet med 6,6 procent, når man sammenligner med september, hvor der i alt var 144.049 rejsende til og fra den nordjyske lufthavn.

Schiphol-genvordigheder kaster skygger over AAL
Aalborg Lufthavn oplyser, at såvel indenrigs- som chartertrafikken i oktober overgik 2019-niveauet med henholdsvis 4,7 og 21,7 procent, mens de internationale ruter dog stadigvæk er bagud i forhold til for tre år siden.

Flytrafikken til destinationer i udlandet er nemlig fortsat 16,8 procent fra 2019-niveauet, da lufthavnen i den sidste oktober før COVID-19-pandemien blev benyttet af 42.632 udenrigspassagerer.

Ifølge administrerende direktør Niels Hemmingsen fra Aalborg Lufthavn skyldes det et lavere udbud grundet de kapacitetsbegrænsninger, som er blevet indført i Amsterdam-Schiphol i et forsøg på at undgå, at sommerens udfordringer med at få afviklet den planlagte flytrafik fra storlufthavnen gentager sig.

”Vi har cirka haft knap 30 procent færre sæder til rådighed med KLM til Amsterdam end i oktober 2019. Det ser desværre ud til at være gældende for resten af 2022, hvorefter vi ser en normalisering. Det kommer til at påvirke det endelige resultat for året, hvor vi ikke helt forventer at nå 2019-niveuet i de sidste to måneder. Men vi ved, at så snart vi får antallet af daglige afgange tilbage på rette niveau til og fra Amsterdam, så følger passagererne med.”

Ønsker vinterefterspørgsel på samme niveau
Lufthavnsdirektøren mener, at en del af fremgangen i chartertrafikken hænger sammen med, at lufthavnen har øget udbuddet. De største trækplastre for charterpassagererne i den forgangne måned var Kreta, Antalya, Rhodos, Cypern samt De Kanariske Øer.

”Som vi kunne se i oktober, er rejselysten fortsat på et højt niveau fra Aalborg Lufthavn, hvor vi i chartertrafikken ser en fremgang, som følge af et langt større rejseudbud til for eksempel Antalya end tidligere.”

”Nu er vinterprogrammet skudt i gang med fyldte fly i oktober til de traditionelle Kanariske Øer, og vi håber på samme høje rejseefterspørgsel i de kommende kolde vintermåneder. Lige nu kigger vi også frem mod sommeren 2023, hvor charterbureauerne er ved at for styr på det sidste,” fortæller Niels Hemmingsen.


Relaterede artikler:

Største måned i Aalborg Lufthavn i tre år

Bedste august i Aalborg Lufthavn siden 2018

Travl sommer i Aalborg Lufthavn