Ny atomaftale med Iran åbner døren for udskiftning af mere end 400 over 22 år gamle iranske fly. Alene Iran Air har brug for mere end 100 fly.
Den historiske atomvåbenaftale, som verdenssamfundet indgik med Iran tidligere på ugen, er sød musik i ørerne på sælgerne fra Airbus og Boeing. Den kan nemlig åbne op for et sandt indkøbsboom, når iranske flyselskaber igen for lov til at købe udenlandske fly.
Irans 10 største flyselskaber har alle fly, der i gennemsnit er mere end 22 år gamle. Værst ser det ud hos ”flagcarrier’en” Iran Air, hvis flyflåde i gennemsnit er 27 år gammel. Til sammenligning er Emirates’ fly i gennemsnit 6,3 år gamle.
Airbus’ første flytype
Eksperter anslår overfor nyhedsbureauet Bloomberg, at de iranske flyselskaber i de kommende år får brug for mere end 400 nye fly. 200 mellemdistancefly og mere end 250 widebody-langdistancefly vil være behovet, lyder vurderingen.
Alene Iran Air vil sandsynligvis få brug for omkring 100 nye fly, har selskabets bestyrelsesformand tidligere sagt. Det vil både være de nyeste mellemdistancefly som Airbus A320neo og Boeing 737MAX samt langdistancefly som Airbus A350 og A330 samt Boeing 777 og 787.
I dag har Iran Air blandt andet Airbus’ allerførste flytype, Airbus A300, i sin flåde sammen med aldrende Boeing 747-200 fly. Til sammenligning opererer Emirates fra De Forenede Arabiske Emirater lige på den anden side af Den Persiske Golf de nyeste Boeing 777 og Airbus A380-fly.
Begrænsede vækstmuligheder
En af de analytikere, som Bloomberg har talt med, påpeger dog, at selskaber som Emirates, Qatar Airways og Etihad allerede har taget så store andele af markedet ind og ud af Teheran, at det kan være begrænset hvor store vækstmuligheder der vil være for de iranske flyselskaber med nye fly.
På nær 14 specifikke fly, så har alle Iran Airs fly forbud mod at flyve til Europa. Flere iranske flyselskaber har formået at få fingre i nyere Airbus A320-fly gennem årene. Men ældre Fokker 70, Fokker 100, MD-80’ere og Airbus A300-fly er også at finde i de iranske flyflåder.
Iran Airs Boeing 747-200 fly med registreringen EP-IAH er knap 39 år gammelt.