En Airbus A321neo fra det islandske lavprisflyselskab PLAY. (Foto: PLAY | PR)

Islandske Play øger i Skandinavien

Lavprisflyselskabet Play etablerer næste forår en rute fra Stockholm-Arlanda til Reykjavik, og samtidig kommer også Hamborg på rutekortet. Dermed kommer selskabet op på fem skandinaviske ruter.

I øjeblikket har islandske Play, der debuterede i juni sidste år, en flåde på syv fly, og den vil blive udvidet til 10 fly i den kommende sommer. Derfor er selskabet i gang med at færdiggøre trafikprogrammet for den kommende sommer, hvor der ventes en del rutenyheder i både Nordamerika og i Europa.

En af de nye destinationer hedder Stockholm. Herfra vil Play fra den 31. marts 2023 flyve fire gange ugentligt til Keflavik International Airport ved Reykjavik. Det bliver en helårsrute opereret med Airbus A321neo.

“Vi byder Play velkommen til Stockholm Arlanda Lufthavn og den øgede tilgængelighed mellem Sverige og Island. At Play ser flere muligheder på det svenske marked og vælger at etablere sig i Stockholm er rigtig glædeligt og giver flere rejsende både til og fra Sverige mulighed for at opleve Islands smukke natur eller møde sine nærmeste,” siger Charlotte Ljunggren, kommerciel direktør hos Swedavia.

Sidste år etablerede Play en rute fra Gøteborg til Reykjavik, så selskabet er allerede aktivt på det svenske marked. Herudover flyves der i forvejen fra København, Bergen og Stavanger, og dermed kommer Play foreløbigt op på den femte skandinaviske rute.

I konkurrence med Icelandair
Fra Stockholm kommer Play i tæt konkurrence med Icelandair, der allerede har planlagt op til 16 afgange om ugen til Keflavik fra den svenske hovedstadslufthavn.

“Det har været et par hårde år i luftfartsbranchen, men vi prioriterer stadig at holde billetpriserne så lave som muligt. Vores kunder vil rejse og vi forsøger at gøre det muligt for så mange som muligt – både når vi udvider vores netværk, og når vi holder priserne på et niveau, hvor de fleste kan være med,” siger siger Birgir Jonsson, administrerende direktør hos Play.

Det er ikke alene i Stockholm, at Play vil udfordre Icelandair. Selskabet vil også fra den 16. maj 2023 flyve tre gange om ugen fra Hamborg til Reykjavik. Herfra flyver Icelandair i forvejen fem gange om ugen til Keflavik-lufthavnen, og det suppleres med Eurowings, der kan tilbyde to ugentlige afgange.

Tidligere har Play også vist interesse for at flyve til en vestdansk lufthavn, eventuelt Billund eller Aarhus, men selskabet har endnu ikke meldt noget ud om disse planer for 2023.

 

Relaterede artikler:

PLAY overvejer Billund eller Aarhus

PLAY flyver udenom Vestdanmark

Nyt flyselskab klar til Københavns Lufthavn