Indgangen til Roms Ciampino-lufthavn. Foto: Aeroporti di Roma

Italiensk hovedstadslufthavn lukker

Alle flyvninger til og fra Roms Ciampino-lufthavn suspenderes fra lørdag, mens dørene til en terminal i Fiumicino-lufthavnen slår i. Norge overvejer også at lukke lufthavne.

Italien er det hårdest coronaramte land i Europa, og særligt landets nordlige regioner har rigtig mange tilfælde af smittede og døde personer som følge af virussen. Det har betydet, at landet midlertidigt er blevet lukket helt ned.

Mange flyselskaber har enten aflyst eller reduceret på ruter til det nordlige af landet, men efterhånden er Italiens øvrige lufthavne også blevet ramt af den faldende rejselyst og flyselskabernes reducerede kapacitet.

De italienske myndigheder tager derfor konsekvensen og lukker Ciampino-lufthavnen i Rom fra midnat mellem fredag og lørdag for at bremse spredningen af COVID-19. Den midlertidige lukning gælder for alle almindelige passagerer, der skal med planlagte ruteflyvninger. Det er uvist, hvornår lufthavnen kan åbne igen.

Ciampino-lufthavnen sydøst for den italienske hovedstad er overvejende en lavprislufthavn med operatører som Ryanair. Det irske lavprisflyselskab har en rute fra lufthavnen til Københavns Lufthavn, og passagerer på denne rute vil således blive berørt fra lørdag den 14. marts. Ryanair har denne dag en morgenafgang klokken 06.45 på rute FR407.

I det kommende sommertrafikprogram har Ryanair desuden planlagt en rute fra Ciampino-lufthavnen til Billund Lufthavn med opstart den 9. april.

Lukker terminal i storlufthavn
Foruden lukningen af Ciampino-lufthavnen har de italienske myndigheder også besluttet at lukke dørene til Terminal 1 i Fiumicino-lufthavnen – Italiens største lufthavn beliggende vest for Rom.

Den midlertidige lukning af terminalen sker fra den 17. marts. Lufthavnen lukker ikke for kommerciel passagertrafik, og al check-in, sikkerhedstjek og bagageudlevering vil foregå i Terminal 3, som forbliver i drift.

Den snart nedlukkede Ciampino-lufthavn og terminallukningen i Fiumicino-lufthavnen kommer i kølvandet på flere uger, hvor den italienske luftfart har mistet masser af kapacitet fra flyselskaber på grund af coronavirussen.

”Beslutningen er blevet nødvendig på grund af de mange flere aflyste flyvninger til og fra Italien, der er annonceret af mange flyselskaber, der normalt opererer fra begge Rom-lufthavne,” oplyser Aeroporti di Roma, der er lufthavnsoperatør for Rom-lufthavnene, ifølge Flight Global.

Roms Ciampino-lufthavn vil stadig være åben for privatflyvning, statsflyvninger og fragtflyvninger. Lufthavnen håndterede knap 5,9 millioner passagerer i 2019, mens 43,5 millioner rejsende valfartede gennem Fiumicino-lufthavnen.

Mulige lukninger i Norge
Mens Italien således har valgt helt at lukke for kommerciel flytrafik fra Roms Ciampino-lufthavn, så er der tilsyneladende samme overvejelser om lufthavnslukning i Norge.

Det norske nyhedsbureau NTB meldte tidligere på torsdagen, at den norske lufthavnsoperatør, Avinor, overvejer at lukke lufthavne. Der er dog ikke udsendt en officiel meddelelse fra Avinor, hvorfor det heller ikke vides, hvilke lufthavne der skulle være tale om.

”Avinor har ikke lukket nogen lufthavne eller flyvepladser. Vi vurderer situationen løbende og information vil blive givet på avinor.no, hvis der bliver ændringer. Vi beder alle rejsende om at forholde sig til informationen på flyselskabernes hjemmesider,” skriver Avinor torsdag middag på sin hjemmeside.

Avinor driver 43 lufthavne i Norge – herunder landets største lufthavn, Oslo Gardermoen. Den norske lufthavnsoperatør driver desuden kontroltårne, kontrolcentraler og anden teknisk infrastruktur rundt om i landet.

 

Relaterede artikler:

Norge overvejer at forbyde fly fra udsatte lande

Norwegian-udsalg under coronakrise

COVID-19: Norwegian skærer ned på USA-ruter