Service om bord på Jet Times Boeing 737. (Foto: Thorkild Jensen | Jet Time)

Jet Time undgår massefyringer

Jet Time vil i løbet af de kommende 18 måneder reducere flyflåden med 30 procent. Behovet for piloter og kabinepersonale reguleres dog ved færre nyuddannede og naturlig afgang.

I løbet af de kommende 18 måneder skal Jet Time skille sig af med otte fly, således at flåden bliver reduceret fra de nuværende 27 fly til i fremtiden blot 19. Det er de ældre Boeing 737-300 fly samt ATR72-500 turbopropflyene, der ikke har en fremtid hos det kriseramte danske flyselskab.

I fredags meddelte Jet Time, at 25 ud af 78 stillinger i den tekniske afdeling i Kastrup er ved at blive nedlagt som følge af, at der bliver færre fly og færre flytyper i flåden i kombination med, at de store vedligeholdelseseftersyn fremover bliver outsourcet til en ekstern leverandør.

Men overtalligheden rammer ikke i samme omfang det flyvende personale, når flyflåden skæres ned. Jet Time har i øjeblikket 200 fuldtidsansatte piloter samt 225 fuldtidsansatte kabinemedarbejdere, men de skal tilsyneladende ikke frygte for deres job, hvis man skal tro Jørgen Holme, der er nytiltrådt administerende direktør i Jet Time.

“Vi har historisk uddannet op mod 100 piloter om året for at følge med den vækst i produktionen, som vi har haft primært på ATR-flyene. Med stort set uændret produktion på et færre antal fly har vi fortsat brug for både piloter og kabinepersonale, og vi forventer således at vores træningsafdeling skal uddanne færre nye piloter og kabineansatte næste år. Vi justerer ligeledes ressourcebehovet gennem tidsbegrænsede kontrakter over højsæsonen, ligesom den naturlige afgang af både kabineansatte og piloter også regulerer behovet,” siger administrerende direktør Jørgen Holme til CHECK-IN.dk.

For udenforstående kan det virke uforståeligt, at man kan fjerne 30 procent af flyflåden uden at blive bragt i en situation, hvor der kan komme masseafskedigelser på tale. Det er der ifølge Jørgen Holme en god forklaring på.

“Boeing 737-300 flyene kan producere færre flyvetimer end Boeing 737-700 flyene. Vi effektiviserer uden at reducere væsentligt i totalt antal bloktimer ved at udfase 737-300 flyene og erstatte dem med en enhedsflåde af 737-700, som kan producere flere flyvetimer. Vores kontrakter med vores store kunder er uændrede, hvilket vil sige, at behovet for flyvende personale – som afhænger af kundernes produktion – også er uændret,” uddyber den nye Jet Time-direktør.

Stadig tre forretningsområder
Da Jet Time for nogle år siden oplevede en udfordrende højsæsonen i seriecharter-markedet, besluttede man sig for at igangsætte aktiviteter med fragtflyvning samt ACMI-flyvninger for andre operatører. Dermed fik Jet Time en større spredning af risikoen, men kompleksiteten i forretningen blev også væsentligt øget.

Hvorvidt Jet Time kommer til at fastholde de tre forretningsområder med ACMI, charter og fragtflyvning har den nye administrerende direktør ikke lagt sig fast på endnu.

“Det er for tidligt at sige. Vi arbejder på en tydelig segmentering af de tre forretningsområder for at se hvordan de hver især bidrager til indtjeningen,” understreger Jørgen Holme.

ATR72-600 flyene skal således benyttes til ACMI-produktion for SAS. De nyere Boeing 737-700 fly skal stadig operere serie- og adhoc charter, mens Boeing 737-400 flyene vil være disponeret til fragtmarkedet.

Relaterede artikler:

Jet Time afskediger 25 ansatte og reducerer flyflåde markant

Jet Time i nye farver

Jet Time-direktør ude efter fem måneder

Jet Time renser ud i flyflåde

Katastroferegnskab fra Jet Time