Pilot og kabineansat fra Swiss. (Foto: Swiss | PR)

Kabinepersonale sikrer sig lønstigninger

Højere lønninger og bedre muligheder for at lægge planer i privatlivet. Det er to af hjørnestenene i en ny overenskomstaftale, som de kabineansatte hos Swiss har forhandlet sig frem til.

Nu er ledelsen hos Lufthansa-datterselskabet Swiss og repræsentanter for fagforeningen Kapers, der organiserer schweiziske kabineansatte, nået frem til en overenskomstaftale, som vil resultere i både en højere løn samt mere fleksible arbejdsvilkår for medarbejderne.

Swiss oplyser, at parterne gennem drøftelser har fået lagt hjørnestenene i den nye aftale, der vil gælde i mindst fem år. Det sker efter, at flyselskabet i oktober ligeledes fik forhandlet sig frem til nye aftaler med såvel piloter som jordpersonale.

Mens fagforeningen og ledelsen hos Swiss er nået til enighed om de brede linjer i aftalen, er der fortsat nogle detaljer, der skal på plads. Det forventes at være klaret inden nytår, hvorefter hele overenskomsten fremlægges for kabinepersonalet, som dernæst skal stemme om den.

Hæver startlønnen og øger lønniveauer
Et af hovedpunkterne i den nye overenskomstaftale er, at startlønnen for de kabineansatte fra den 1. januar 2023 hæves til 4.000 schweizerfranc (30.150 kroner), ligesom de enkelte lønniveauer for de nuværende ansatte øges med mindst fire procent.

Ifølge Swiss vil det være de ansatte, der tjener mindst, som vil få den største effekt af, at lønniveauerne hæves, men flyselskabet understreger ligeledes, at medarbejdere, som har været ansat i lang tid, også vil kunne mærke en forskel, når de får deres løn udbetalt.

De højere lønninger vil både være til gavn for de ansatte i en tid med stigende inflation, men de kan også fungere som et incitament til at tiltrække nye medarbejdere, hvilket Swiss tidligere på året ytrede et ønske om.

Udover lønstigningerne iværksættes der også en række tiltag, som skal gøre det nemmere for de ansatte at lægge planer for deres privatliv. Det vil konkret betyde, at vagtplanen for den kommende måned fremover vil blive offentliggjort tidligere, samt at der bliver indført bedre muligheder for at arbejde på deltid eller studere og arbejde på samme tid.

Et solidt fundament for Swiss
Det vurderes, at Swiss vil investere omkring 100 millioner schweizerfranc (754 millioner kroner) over en periode på fem år for at realisere vilkårene i overenskomstaftalen.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi med denne nye overenskomstaftale har forhandlet os til rette med alt vores personale og fået bygget et solidt fundament for de næste år,” udtaler flyselskabets koncernchef Dieter Vranckx, der samtidig slår fast, at aftalen i hans optik både giver de kabienansatte den grad af stabilitet, som de har efterspurgt, og bedre fremtidsudsigter.

Reto Schmid, der står i spidsen for kabinepersonalet hos Swiss, erklærer sig ligeledes tilfreds med aftalen.

”På baggrund af de meget hårde forhandlinger, er jeg endnu mere begejstret over, at vi er nået frem til en aftale om en ny overenskomst, der – både hvad angår lønninger og muligheder for at planlægge deres privatliv – er en væsentlig forbedring for alle de ansatte i kabinen.”


Relaterede artikler:

Swiss afværger pilotstrejke

Forventer lønstigninger til kabineansatte

SWISS øger til Skandinavien denne vinter