SAS har i påsken haft massive problemer med at få trafikprogrammet på langdistanceruterne til at hænge sammen. Det var nødvendigt at aflyse næsten hver 10. afgang, hvilket har berørt over 2.500 passagerer.
Trods en bruttoressource på 16 fly til at betjene langdistanceruterne, har SAS stadigvæk store udfordringer med at få trafikprogrammet til at hænge sammen, så snart der opstår, hvad selskabet kalder “uplanlagt vedligehold”.
Det kom tydeligt til udtryk i påsken, hvor SAS alene måtte aflyse 12 langdistanceflyvninger, og til og med udgangen af marts måned er antallet af aflysninger nu oppe på 21.
Med relativt høje belægningsprocenter på langdistanceflyene, er det en tommelfingerregel, at omkring 200 passagerer bliver forstyrret, hver gang en langdistanceflyvning aflyses. Dermed har 2.500 SAS-rejsende fået forstyrret de oversøiske rejseplaner i påsken, mens det er flere end 4.500 passagerer, når man tæller månedens uregelmæssigheder på langruterne sammen.
Aflyste næsten hver 10. afgang
A340-flyet LN-RKP har siden den 24. marts stået i Washington DC med en skade. Flyet blev færget tomt tilbage til København den 29. marts, hvorefter det vil kunne sættes i drift. A330´eren LN-RKH har også været ude af drift det meste af påsken.
Sideløbende med det tekniske uheld i Washington DC har SAS haft et fly til C-check på Malta samt et andet fly til kabineopgradering i Zürich, og det har givet anledning til aflysningerne, da der ikke har været back-up kapacitet til rådighed.
“Vi har haft uplanlagt vedligehold på to af vores langrutefly i påsken, hvilket er en beklagelig situation. Langrutetrafikken er dækket ind i planlægningen, men der kan opstå situationer med uforudset vedligehold, og dem håndterer vi,” siger konstitueret pressechef Anna Vibeke Nielsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.
SAS oplyser endvidere, at man har gjort alt, hvad der var muligt for at tage hånd om kunderne ved at ombooke samt tilbyde forplejning og overnatning. Herudover er passagererne blevet tilbudt ombooking til første tilgængelige afgange hos SAS eller samarbejdspartnere.
Hos SAS bekræfter man, at der i perioden fra 24. til 29. marts har været gennemført 119 af i alt 131 planlagte langdistanceflyvninger. Det betyder, at næsten hver 10. oversøiske flyvning har været aflyst.
Følgende langdistanceflyvninger har været aflyst i marts måned:
Dato | Rutenummer | Rute |
29MAR16 | SK945/945 | Stockholm-Chicago-Stockholm |
28MAR16 | SK995/995 | København-Beijing-København |
27MAR16 | SK925/926 | København-Washington-København |
26MAR16 | SK943/944 | København-Chicago-København |
26MAR16 | SK925/926 | København-Washington-København |
25MAR15 | SK907/910 | Oslo-Newark-København |
11MAR16 | SK943/944 | København-Chicago-København |
10MAR16 | SK926 | Washington-København |
06MAR16 | SK943/944 | København-Chicago-København |
02MAR16 | SK901/902 | København-Newark-København |
01MAR16 | SK943/944 | København-Chicago-København |
Kilde: SAS