Thalys-højhastighedstog, der kører mellem Amsterdam og Bruxelles. (Foto: Qualle | CC 2.5)

KLM erstatter fly med tog

KLM vil fra sommertrafikprogrammets start fjerne en af fem daglige afgange fra Amsterdam til Bruxelles og i stedet tilbyde højhastighedstog til kunderne.

Flyselskaberne har forskellige strategier for at bidrage til en reduceret CO2-udledning i deres respektive markeder. Nogle initiativer er direkte møntet på at gøre flyvningen mere grøn, mens andre tiltag kan vurderes som symbolske handlinger for at markere, at man tager klimatruslen alvorligt.

Hvordan KLM´s samarbejde med de hollandske jernbaner NS (Nederlandse Spoorwegen) og højhastighedstog-netværket Thalys skal kategoriseres må være op til læserne.

Men det er et faktum, at KLM fra den 29. marts 2020 erstatter en af fem daglige afgange mellem Amsterdam og Bruxelles med sædekapacitet på højhastighedstoget Thalys, der også kører mellem Amsterdam og Bruxelles. Det er et led i en langsigtet plan om at reducere antallet af flyvninger mellem de to europæiske hovedstæder.

Første skridt på vejen
KLM har ved flere lejligheder fastslået, at selskabet går ind for at erstatte korte flyvninger med togbetjening, så længe at hastighed, pålidelighed og komfort svarer til det produkt, som passagerne får på KLM-flyene.

I første omgang vil KLM reducere 20 procent af kapaciteten ved at fjerne en af fem daglige afgange, men det er planen løbende at reducere kapaciteten på ruten, der i særlig grad bliver benyttet af passagerer, der skal flyve interkontinentalt til og fra Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam.

“Intermodal transport med tog og fly er stadig en kompleks og udfordrende forretning. Hastighed er nøglen, ikke kun med hensyn til selve togrejsen, men også transferprocessen i lufthavnen. Vi sigter mod at gøre maksimale fremskridt på begge områder. At reducere vores frekvens fra fem til fire flyvninger om dagen er en god måde at få mere erfaring med Air & Rail-tjenester,” udtaler Pieter Elbers, koncernchef i KLM.

Flere interkontinentale ruter
Thalys-samarbejdet er en del af KLM´s bæredygtighedsprogram “Fly Responsibly”, der sigter på at skabe en bæredygtig fremtid for flytransport.

Herudover giver Thalys-samarbejdet yderligere en fordel, idet KLM er presset af begrænsede udvidelsesmuligheder i den slotrestriktive hollandske storlufthavn. Ved at erstatte korte flyvninger med togbetjening, vil de overskydende slots (start- og landingstilladelser, red.) i stedet kunne benyttes til interkontinentale flyvninger.

Air&Rail-samarbejdet kan bookes direkte hos KLM eller gennem rejsebureauerne, oplyser det hollandske SkyTeam-selskab.

 

Relaterede artikler:

KLM vil udvikle fremtidens fly

KLM i samarbejde om Europas første biobrændstofanlæg

Flyselskaber i kritik af EU-rapport om flyskat

KLM afviser kritik fra belgisk tv-program