En Boeing 737-800 fra KLM. Foto: KLM

KLM får adgang til seks nye italienske destinationer

KLM har indgået en aftale med en af alliancepartnerne fra SkyTeam. Aftalen betyder, at det hollandske flyselskab i fremtiden kan tilbyde flyvninger til seks nye destinationer i støvlelandet.

KLM og italienske ITA Airways har netop offentliggjort, at de to flyselskaber har skrevet under på en ny codeshare-aftale. En codeshare-aftale betyder kort sagt, at et flyselskab står for flyvningerne til en destination, mens et andet tager sig af markedsføring og salg af billetter. 

I praksis kommer aftalen til at betyde, at KLM-passagerer får mulighed for at booke billetter til flere af ITAs italienske destinationer samt to andre destinationer i Sydøsteuropa gennem det hollandske selskab. ITA vil så stå for flyvningerne.

ITA Airways kan med den nye codeshare-aftale også sælge rejser til flere destinationer. I fremtiden får det relativt nystartede italienske flyselskab derfor mulighed for at sælge billetter til KLM-flyvninger til blandt andet Storbritannien og Skandinavien.

I alt otte nye destinationer
Den nye aftale giver KLM adgang til i alt otte nye sydeuropæiske destinationer. De seks af dem er i Italien, mens de resterende to er østaten Malta samt Tirana, der både er den største by og hovedstad i Albanien. 

De seks italienske destinationer er Palermo, Reggio Calabria, Bari, Brindisi, Lamezia Terme samt Trieste i landets nordøstlige hjørne. KLM fortæller, at flyvningerne til de nye destinationer vil foregå via Rom.

I øjeblikket har KLM 18 daglige flyvninger mellem den hollandske hovedstad Amsterdam og en række lufthavne i Italien. KLM fortæller i en pressemeddelelse, at flyselskabets kunder i fremtiden vil kunne vælge at skifte til en ITA-flyvning til disse destinationer. 

Italien er et vigtigt marked
I dag er det blot 51 dage siden, at ITA Airways satte gang i driften. Flyselskabet er dog allerede blevet medlem af luftfartsalliancen SkyTeam, som KLM også er en del af. Koncernchef Pieter Elbers fra KLM roser, at en codeshare-aftale mellem de to flyselskaber allerede er faldet på plads.  

I pressemeddelelsen fra flyselskabet betoner Pieter Elbers desuden vigtigheden af det italienske marked for flyselskaberne. Han peger på, at destinationer i Italien er attraktive for både turister og erhvervsrejsende. 

“Det er en rigtigt god nyhed, at KLM og ITA Airways allerede har været i stand til at nå til enighed om en aftale, som gør det muligt at samarbejde om europæiske flyvninger. Italien er et vigtigt marked for luftfartsbranchen i Europa både for forretnings- og ferierejsende.”

Udover codeshare-aftalen med KLM så har det relativt nystartede ITA Airways også indgået codeshare-aftaler med Air Europa, Air Malta, Air Serbia, Bulgaria Air, Tap Air Portgual samt TAROM.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM leverer positivt driftsresultat

KLM vil flyve til 162 destinationer

Amerikansk lavprisflyselskab i codeshare til Skandinavien