København er den 8. dyreste hotelby i verden

Det internationale erhvervsrejsebureau Hogg Robinson Group (HRG) har netop udgivet sit årlige hotelrapport, der viser hvor meget bureauets kunder betaler for overnatninger i de større byer.

København har i 2009 indtaget den lidet flatterende position som nr. 8 på listen over de dyreste hotelbyer i verden. Det er et hop opad fra en plads som nr. 12 i 2008. Det viser en undersøgelse fra det internationale erhvervsrejsebureau HRG.

Men hovedfokus i rapporten er det generelle fald i hotelpriserne, som den økonomiske krise har afstedkommet på de fleste destinationer. Blandt de større internationale byer er det kun London, Houstonog Johannesburg, der slipper afsted med negative vækstrater, der ikke er tocifrede.

Generelt set er de byer og områder, der er afhængige af energisektoren sluppet bedre fra krisen end andre. Således er faldet i hotelpriserne beskedent i Mellemøsten, mens olie- og gasbyen Houston i det sydlige USA også har været i stand til at holde priserne.

Rank By (rank 2008) Værelsespris 2009 (lokal valuta)
1. Moskva (1) RUB 13.239
2. Abu Dhabi (5) AED 1.285
3. New York (2) USD 319
4. Paris (3) € 226
5. Manama-Bahrain 20) BHD 112
6. Milano (6) € 209
7. Genève (7) CHF 314
8. København (12) DKK 1.528
9. Washington (19) $ 281
10. Athen (17) € 200

Kilde: HRG 2009 Hotel Survey

Moskva topper endnu engang listen som verdens dyreste hotelby. Her skal der betales lidt mere end 13.000 rubler for en overnatning, hvilket svarer til næsten 2.400 kroner. Dette på trods af et fald i værelsespriserne på gennemsnitligt 5 % fra 2008 til 2009.

“Virksomhedskunderne har altid betragtet hotelomkostninger som noget sekundært i forhold til omkostninger til flybilletter. Under de svære økonomiske forhold i 2009 har mange virksomheder indset, at der er potentiale til endda ret store besparelser i rejseprogrammet. Derfor bliver erhvervsrejsebureauer som HRG en vigtig partner, der kan vise kunderne vej gennem markedet,“ sigerMargaret Bowler, der er Director Global Hotel Relations hos HRG.