Det andet fly, der landede i Sturup-lufthavnen 1. december 1972. En kabineansat fra Braathens kaster blomster ud. Foto: Jan Dahlander/Bilder i Syd

Københavns nabolufthavn fylder 50 år

Sturup-lufthavnen ved Malmø kan torsdag fejre sit 50-års jubilæum. Lufthavnen er Sveriges tredjestørste og har siden åbningen betjent over 60 millioner passagerer.

Der er kun 51 kilometer i bil fra Københavns Lufthavn, før matriklen hedder Malmø Lufthavn øst for selve den svenske by.

Malmø Lufthavn, der også kendes som Sturup, kan torsdag 1. december fejre, at det er 50 år siden, den åbnede for offentligheden. Det er den tredjestørste lufthavn i Sverige og samtidig sydsvenskernes egen internationale lufthavn. Siden åbningen har den håndteret mere end 60 millioner passagerer – heraf en masse danskere, der blot skal tage turen over Øresundsbroen og et lille stykke ind i Sverige.

”Det er en stor glæde for os at fejre et halvt århundredes drift i Malmø Lufthavn. Lufthavnen er en vigtig del af transportnettet i Sverige og Øresundsregionen og har siden åbningen spillet en afgørende rolle både for regionen og for mange rejsende,” siger Karin Öhrström, lufthavnschef i Malmø Lufthavn.

”Nu, efter flere års pandemi, er vores passagerer vendt tilbage, hvilket vi naturligvis synes er rigtig positivt for folks muligheder for at kunne mødes igen – både i deres fritid og i deres arbejde.”

100 ugentlige flyvninger til Stockholm
I det nuværende vintertrafikprogram har Malmø Lufthavn omkring 20 destinationer, hvoraf en række er internationale med særligt fokus på Østeuropa. Således er top-10 over destinationer fra Malmø i 2022 med den største destination nævnt først: Stockholm, Beograd, Skopje, Gdansk, Budapest, Cluj-Napoca, Warszawa, Pristina, Zagreb og Palma de Mallorca.

Blandt lufthavnens flyselskaber er SAS, svenske BRA, spanske Volotea, irske Ryanair og ungarske Wizz Air, hvor særligt sidstnævnte har stort fokus på det østeuropæiske marked fra den sydsvenske lufthavn.

Til den største destination, Stockholm, er der næsten 100 ugentlige afgange fra Malmø Lufthavn. Blandt operatørerne til den svenske hovedstad er alle ovennævnte flyselskaber på nær Wizz Air. BRA og Volotea flyver til Bromma-lufthavnen, mens SAS og Ryanair flyver til Arlanda.

”Malmö Lufthavn har fordelene ved en lille lufthavn med hurtige, jævne flow. Lufthavnen er især vigtig for vores indenrigsrejsende og for forbindelse til Stockholm,” fortæller Karin Öhrström

Stor klimaindsats i Malmø-lufthavnen
Malmø Lufthavn er en af de eneste lufthavne i verden, der er fossilfri i sin egen drift. Det har den opnået for nyligt. Den svenske lufthavnsoperatør Swedavia er i gang med et stort arbejde med at overgå til fossilfri flyvning i Sverige, og dette arbejde er altså ganske fremtrædende i den sydsvenske lufthavn.

Swedavia arbejder generelt blandt andet med at fremme overgangen til bæredygtigt flybrændstof. Målet er, at fem procent af al brændstof, der bruges til flytankning i svenske lufthavne, skal være fossilfri i 2025.

I forbindelse med 50-års-jubilæet har Malmø Lufthavn en række aktiviteter for at fejre dagen. Der er blandt andet en udstilling af uniformer, der er udført i samarbejde med Uniformsmuséet Uniform Collection. Udstillingen vil være i lufthavnen indtil årets udgang.

 

Relaterede artikler:

Nabolufthavn til CPH fejrer 50 år

100 procent SAF-flyvning fra Malmø

Wizz Air tilbage med 14 ruter fra Malmø