En ATR 72 fra det svenske flyselskab BRA gennemførte tirsdag en vellykket flyvning fra Malmø til Stockholm med 100 procent bæredygtigt brændstof i begge motorer.
ATR, Braathens Regional Airlines (BRA) og Neste har i længere tid arbejdet for at fremskynde certificeringen af bæredygtigt flybrændstof – også kendt som Sustainable Aviation Fuel (SAF).
De tre parter har arbejdet frem mod at kunne gennemførte en flyvning med 100 procent SAF i begge turbopropmotorer på et ATR-fly, og tirsdag blev denne milepæl nået. En ATR 72-600 med registrering SE-MKK fra det svenske flyselskab BRA lettede fra Malmø fyldt op med udelukkende bæredygtigt brændstof, og kursen var sat mod Bromma-lufthavnen i Stockholm.
Testflyvningen med 100 procent SAF var den første nogensinde udført i et kommercielt regionalfly. Flybrændstoffet var af typen ”Neste MY Sustainable Aviation Fuel”, og var fra den finske olieraffineringsvirksomhed Neste. Ved brug af 100 procent SAF i begge ATR-motorer vil CO2-emissionerne blive reduceret med 80 procent.
Den fransk-italienske flyproducent ATR begyndte allerede i september 2021 at arbejde på at få certificeret ATR-fly til 100 procent SAF. Dette altså i samarbejde med BRA og Neste, og målet er at få et ATR-fly certificeret til at flyve med 100 procent SAF inden 2025.
”Historisk dag for luftfarten”
I begyndelsen af 2022 gennemførte ATR en testflyvning med et af sine egne fly – også en ATR 72-600 – hvor der udelukkende var SAF i den ene af flyets motorer. Flyvningen fra Malmø med 100 procent SAF i begge motorer var altså skridtet videre i testarbejdet.
”I dag er en historisk dag for luftfarten. Efter mere end et århundrede med kommercielle flyvninger drevet af petroleum er vi ved begyndelsen af en ny æra. I de seneste måneder har vi gennemført en række succesfulde flyvninger med bæredygtigt brændstof i én motor. Vi besluttede nu, at det var tid til at udføre den første testflyvning med 100 procemt SAF i begge motorer,” siger Stefano Bortoli, administrerende direktør for ATR.
”Flyvningen repræsenterer en sand milepæl for hele luftfartsindustrien, da den viser, at denne teknologi virker og hurtigt kan tages i brug af mange i vores industri for at fremskynde overgangen til lavemissionsflyvning.”
Det bæredygtige brændstof fra Neste er kompatibelt med den brændstofinfrastruktur, som lufthavne verden over i dag råder over. Og derfor kræver det ikke de store omkostninger at få ATR-fly til at flyve på SAF.
SAF er mest effektivt
Bestyrelsesformand i BRA, Per G. Braathen, fortæller, at SAF er den umiddelbart mest effektive vej mod at få nedbragt CO2-udslippet i luftfarten. Og derfor var tirsdagens flyvning også yderst vigtig.
”Som et førende svensk indenrigsflyselskab startede vores bæredygtighedsfokus længe før noget andet flyselskab, og denne milepæl er en af hovedsøjlerne og repræsenterer en reel innovation for industrien,” siger han.
Flyvningen på 100 procent SAF blev også muliggjort med hjælp fra den svenske lufthavnsoperatør Swedavia og motorfabrikanten Pratt & Whitney, der i forløbet har arbejdet tæt sammen med ATR og BRA.
Den historiske flyvning blev foretaget af ATR-chefpilot Cyril Cizabuiroz, styrmand Jean-Pierre Marre samt flyvetestmekaniker Pascal Daussin. Flyvningen tog ifølge Flightradar24 en time og 11 minutter og blev udført tirsdag formiddag.
Relaterede artikler:
ATR gennemfører testflyvning med 100 procent SAF
Første A380 på 100 procent grønt brændstof