Airbus A350-900 fra SAS. (Foto: Airbus | H. GOUSSÉ | master films)

Længste SAS-flyvning nogensinde

Der er mere end 11.000 kilometer fra Lima til København, og derfor kommer en Airbus A350-900 fra SAS ud på den længste flyvning nogensinde i selskabets historie.

For snart 50 år siden fløj SAS fra København til Santiago de Chile med op til seks mellemlandinger undervejs, og den chilenske hovedstad er den fjerneste destination som SAS hidtil har fløjet til i selskabets 74-årige historie.

Men rekorden for den længste nonstop-flyvning bliver sat i disse timer. En Airbus A350-900 (registrering SE-RSB, red.) forlod kl. 02.00 i nat Københavns Lufthavn med kurs mod Lima i Peru, og med 11.086 kilometer mellem de to byer, vil det være den største afstand et SAS-fly nogensinde har tilbagelagt.

Flyet med rutenummer SK7030 forventes at lande i Jorge Chávez International Airport torsdag morgen kl. 08.00 lokal tid efter en flyvetur på omkring 13 timer fra Københavns Lufthavn. Returflyvningen med SK7031 er planlagt til kl. 11.30 lokal tid og med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 08.00 fredag morgen.

290 passagerer fra Peru til Danmark
Ombord på flyet, der er indrettet med 300 sæder, vil der være omkring 290 passagerer, hvoraf de 200 er skandinaviske statsborgere, der har været strandet i Peru, siden myndighederne den 16. marts forbød alle flyafgange til og fra Europa i foreløbigt 30 dage.

Udenrigsministeriet har siden arbejdet utrætteligt på at få arrangeret en særflyvning med hjælp fra lokale danskere i Peru, da Danmark ikke har en ambassade i det latinamerikanske land. 

Passagererne skal selv betale for billetten, og billetpriserne er 7.500 kroner for et sæde i Go-klassen, 10.500 på Plus og 13.500 kroner for et sæde i Business Class-sektionen. Det er Profil Rejser, der er teknisk arrangør af særflyvningen.

Fire lande i Sydamerika
Det er første gang i næsten 30 år, at et SAS-fly besøger det sydamerikanske kontinent. Gennem tiden har SAS fløjet til Argentina, Brasilien, Chile og Uruguay på det legendariske SK957-rutenummer.

I 1972 fløj SAS eksempelvis til Santiago de Chile på to forskellige ruter med Douglas DC8 Super Fan Jet. Den ene rute udgik fra København med tekniske stop i Zürich, Monrovia, Rio de Janeiro og Montevideo, mens den anden rute gik via Zürich, Lissabon, Rio de Janeiro, Sao Paulo, Montevideo og Buenos Aires.

De længste SAS-ruter er i dag fra København til Tokyo-Haneda med 9.069 kilometer, mens turen fra København til Los Angeles er på 9.007 kilometer.

Opdatering: Den 21. oktober 2002 fløj SAS med en Boeing 767-300ER en evakueringsflyvning fra Denpasar (Bali) til Oslo efter det store terrorangreb. Afstanden mellem Denpasar og Oslo er længere end mellem Lima og København, men Boeing 767-flyet var ikke nonstop, da der var en teknisk mellemlanding i New Delhi.

 

Relaterede artikler:

Sidste SAS-flyvning til Tokyo-lufthavn efter 42 år

SAS annoncerer første A350-flyvninger

Wetleasing sparer årligt SAS for 400 mio. kroner