Læsernes favorithistorier i 2013

SAS, Norwegian og Jet Time er altid godt stof hos vore læsere. Men som årets mest læste historie blev alle tre flyselskaber overhalet af en kvinde, der hellere flyver med privatfly end de traditionelle rutefly.

Året 2013 blev endnu et succesrigt år for CHECK-IN.dk, der er Danmarks største branchemedie for rejse- og luftfartsbranchen. Med omkring 1,8 mio. besøg og 4,3 mio. sidevisninger var der betydelig fremgang i forhold til året før, der bød på 1,1 mio. besøg og 2,6 mio. viste sider. Resultatet blev således en trafikvækst på 65 procent, hvilket de færreste fagmedier kan konkurrere med.

Væksten blev først og fremmest båret af den loyalitet, som de faste læsere viser os. Sammenlagt repræsenterede 76 procent af besøgene på CHECK-IN.dk såkaldte “returning visitors“, mens de resterende 24 procent var nye besøgende. Samlet set var der lige i underkanten af 450.000 unikke besøgende i årets løb.

Ser man nærmere på læsernes 10 mest populære historier, er det flyselskaber som Norwegian, SAS og Jet Time, der i høj grad tiltrækker sig læsernes opmærksomhed. Men det var en kvinde, der stjal billedet, som en del af årets mest læste historie – og så var der ikke engang tale om en “selfie“.

I løbet af 2013 blev historien om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mange rejser med privatfly læst ikke færre end 16.569 gange. Førstepladsen blev dog godt hjulpet på vej af en usædvanlig stor interesse for artiklen i løbet af oktober måned, hvor den blev delt flittigt og angiveligt brugt som modspin af statsministerens politiske modstandere i forbindelse med sagen om Lars Løkke Rasmussens (V) førsteklassesrejser på vegne af GGGI.

De 10 mest populære historier i 2013

01.Statsministeren er storforbruger af privatfly (16.569)

02.Sådan er Norwegians langrute-piloter ansat (7384)

03.AAL er blevet verdensberømt på 48 timer (5.766)

04.282 strandede danskere nået hjem til jul (5.353)

05. Jet Time skal flyve ATR-fly for SAS (5.142)

06. Dreamliner-fly strandet i København (4.961)

07. SAS tvunget til akut at skaffe ekstra langdistancefly (4.482)

08. Nyt dansk flyselskab i støbeskeen (4.464)

09. Jet Time skal erstatte Cimber på indenrigsruter (4.421)

10. Her er SAS´ nye turboprop-fly (4.379)

Redaktionen kan naturligvis også glæde sig over, at de mest læste historier samtidig er, hvad vi i branchen kalder egenproducerede solohistorier. Der har ikke været andre medier som kilde eller inspiration til historierne, hvilket opfattes som et journalistisk kvalitetsvaremærke.

Der hvor det sker
Udover at være først med det sidste, så er det også vigtigt, at man kan være tæt på begivenhederne, når de sker. Derfor er redaktionens tre journalister ofte på farten i ind- og udland for at sikre læserne reportager og baggrundsviden fra pressemøder, ruteåbninger og andre begivenheder indenfor rejse- og luftfartsbranchen.

Det var blandt andet tilfældet på årets globale rutekonference World Routes 2013, der blev afholdt i begyndelsen af oktober i Las Vegas. I slutningen af oktober blev Qatar Airways optaget i Oneworld-alliancen, og her var CHECK-IN.dk på plads i Doha ved den officielle ceremoni.

I begyndelsen af juni måned var CHECK-IN.dk som eneste danske medie repræsenteret i Toulouse i Sydfrankrig, da flyproducenten Airbus præsenterede det nye A350 XWB langdistancefly for pressen. Senere på året var vi atter i Toulouse sammen med resten af verdenspressen, da easyJet og Airbus i fællesskab præsenterede en test af AVOID-systemet, der kan spore askeskyeer.

SAS valgte i øvrigt Airbus A350 XWB som nyt langdistancefly. Det blev afsløret på et velbesøgt pressemøde den 25. juni i Oslo, hvor CHECK-IN.dk også havde fundet vej. I begyndelsen af august var vi atter i Oslo. Denne gang for at være med på den første Dreamliner-flyvning nogensinde til København. Den 5. august havde Norwegian nemlig valgt at indsætte drømmeflyet på rutenummer DY942 fra den norske hovedstadslufthavn til CPH.

Norwegian var også genstand for stor opmærksomhed, da det norske lavprisflyselskab på et pressemøde i Stockholm i begyndelsen af september præsenterede syv nye langdistanceruter, heraf to fra København til henholdsvis New York og Los Angeles. En historie som CHECK-IN.dk allerede havde opsnuset on-location inden pressemødets start.

Afsked med “den gamle dame“
Det fører for vidt at beskrive samtlige aktiviteter, som redaktionen var en del af i 2013. En fredag midt i oktober kunne vi fra Toulouse rapportere fra overleveringsceremonien, da Jet Time fik leveret sit første ATR72-600 fly i SAS-bemaling. Vi var med på den officielle Alsie Express indvielsesflyvning mellem Sønderborg og København og var eksempelvis også at finde i Barcelona, da Vueling præsenterede det første af sine nye Airbus A320-fly.

Ikke alt er foregået udenfor landets grænser. I starten af året aflagde Ryanairs topchef Michael O´Leary sit tredje besøg i Billund Lufthavn, hvor vi endnu engang fik interviewet den karismatiske Ryanair-boss. En særlig dag var også den 29. maj, hvor vi kunne rapportere fra Aalborg Lufthavns 75 års jubilæum.

Herudover har vi også været til flere ruteåbninger i Københavns Lufthavn, blandt andet SAS til San Francisco samt Norwegian til Fort Lauderdale.

Et af årets højdepunkter var dog, da CHECK-IN.dk sammen med 150 andre gæster var inviteret med på den sidste officielle MD 80-flyvning hos SAS. En mindeværdig dag, hvor der blev taget værdig afsked med “den gamle dame“.

Redaktionen vil også i 2014 være klar til at rapportere fra de mange begivenheder i ind- og udland, der kan interesse vore læsere. Allerede mandag den 13. januar er vi til stede i Toulouse, når Fabrice Brégier, der er CEO hos Airbus, har inviteret til den årlige pressekonference for rejse- og luftfartsmedier fra hele Europa.