Finger A og B i Frankfurt Lufthavn. (Foto: Fraport AG)

Langrutemarkedet omkring 10 procent under 2019

En ny undersøgelse viser, at markedet for langdistanceruter fra fem større europæiske lande i år er blevet genoprettet til mellem syv og 11 procent under niveauet fra 2019.

Efter coronapandemien har genopretningen af markedet for de længste ruter gået langsommere end for kortere internationale ruter og indenrigsruter.

Ikke desto mindre er markedet dog for alvor på vej tilbage med flere nye langdistanceruter i løbet af sommeren 2023. En ny undersøgelse fra analysehuset Mabrian, der fokuserer på luftfart og rejsebranchen, viser nemlig, at sædekapaciteten er mellem syv og 11 procent under 2019-niveauet.

Der er konkret tale om markederne i Italien, Spanien, England, Frankrig og Tyskland, og undersøgelsen har fokuseret på perioden fra april til oktober 2023. Med en genopretning på omkring 10 procent sammenlignet med sidste år før pandemien er der stor fremgang i forhold til 2022, hvor langrutemarkedet var mellem 30 og 60 procent under niveauet i 2019.

Langrutemarkedet har været hårdt ramt, da nogle lande – herunder blandt andet Kina – har opretholdt COVID 19-restriktioner, ligesom rejsende også har holdt igen med at rejse langt væk hjemmefra i usikre tider.

Skal holde øje med hæmmende faktorer
Den geografiske fordeling af langdistanceruter har imidlertid ændret sig betydeligt i visse lande. Der findes nye ruter til fjerntliggende destinationer, hvoraf nogle er fra sekundære lufthavne.

”Selvom genopretningen af langdistanceforbindelser viser en positiv tendens, skal vi vurdere de aktuelle kontekstuelle faktorer ud over efterspørgslen, som kan begrænse denne type ruter,” siger Carlos Cendra, direktør for marketing og salg hos Mabrian.

”I denne forbindelse kan opfattelsen og bekymringen for bevidst rejse være en nøglefaktor, der holder disse ruter tilbage – i det mindste som vi kendte dem. Derudover de potentielle regler og krav, der kan blive etableret.”

Direkte fly fra Tyskland til 24 procent færre lande
Variationen i genopretningen af langrutemarkedet er som nævnt mellem syv og 11 procent for Italien, Spanien, England, Frankrig og Tyskland. Italien og Tyskland er i år 11 procent under 2019-niveauet, Spanien og Frankrig er otte procent under, mens England er syv procent under niveauet for 2019.

Fra eksempelvis det tyske marked flyves der direkte til 24 procent færre lande i 2023 end i 2019. En af de tyske lufthavne med normalt stor langruteaktivitet er Düsseldorf, men her går genopretningen langsomt med kun 36 procent af sædekapaciteten i forhold til 2019.

Det spanske langrutemarked er kun tre procent nede i 2023 sammenlignet med 2019 for så vidt angår antallet af lande, hvortil der er direkte forbindelser. I Frankrig har indbyggerne mulighed for at flyve direkte til ni procent færre lande end det sidste hele år før pandemien.

 

Relaterede artikler:

Norse vil overveje sine langdistanceruter fra Norge

Finnair sender A350’ere på opgave hos Eurowings

Gatwick Airport stærkt tilbage efter historisk lavpunkt