London City Airport venter fortsat på grønt lys til, at Airbus A320neo må flyve fra lufthavnen. Flytypen skal gøre det muligt for passagerer at rejse endnu længere ud i Europa fra den bynære lufthavn.
I januar 2025 indsendte London City Airport en ansøgning til de civile britiske luftfartsmyndigheder, Civil Aviation Authority (CAA), der skal give Airbus A320neo mulighed for at operere i lufthavnen.
Hvis den centralt beliggende lufthavn får godkendt ansøgningen, vil det åbne op for nye ruter for passagererne, da A320neo kan flyve længere end de fly, der opererer i lufthavnen i dag.
Den britiske regering godkendte i august 2024, at London City Airport kan øge sit årlige passagerloft fra 6,5 millioner til ni millioner inden 2031. Lufthavnen må imidlertid ikke øge antallet af årlige flyvninger, og derfor vil vejen til passagervækst kunne ske med introduktionen af A320neo, der kan transportere mindst 180 passagerer.
I ansøgningen fra London City Airport anmodes der specifikt om lov til at ændre flyveproceduren, som vil ændre indflyvningsvinklen for Airbus A320neo i begge ender af landingsbanen. Den eksisterende indflyvningsvinkel gør, at flyene skal lave en stejl indflyvning, hvilket begrænser de flytyper, der kan anflyve lufthavnen.
Større andel fritidsrejsende
London City Airport har traditionelt været en lufthavn brugt af erhvervslivet, men i de senere år er fritidstrafikken steget, og den tegner sig nu for cirka 60 procent af lufthavnens samlede trafik. Det skriver The Sunday Telegraph.
Da landingsbanen i lufthavnen kun er 1.500 meter lang, er det kun regionale jetfly, der kan benytte banen, og de opererer typisk på forretningsruter. Banens længde begrænser til gengæld brugen af større fly, som foretrækkes af fritidsflyselskaber.
For at kunne håndtere de større fly, har lufthavnen installeret såkaldte ”nødfælder”, der er kendt som Engineered Materials Arresting System, i begge ender af landingsbanen. Dette er designet til at forhindre, at en A320neo kan køre ud over banens kant, selv om den bevæger sig med 130 kilometer i timen.
Har samtaler med mange flyselskaber
Projektet omkring nødfælder har kostet London City Airport i omegnen af 20 millioner pund, hvilket svarer til 173 millioner kroner. Og det hele skal altså være med til at bane vejen for, at større fly kan operere fra lufthavnen og dermed kunne tage passagerer med på længere flyrejser.
”Vi vil se en enorm stigning i rækkevidden. I øjeblikket når vi dele af Spanien og Balearerne. Vi vil begynde at kunne nå yderligere regioner i det sydlige Spanien og mod de græske øer,” siger Andy Cliffe, administrerende direktør i London City Airport, til The Sunday Telegraph.
London City Airport ser muligheder i, at eksempelvis EasyJet og British Airways vil kunne begynde at operere med større fly i lufthavnen, hvis godkendelsen fra CAA kommer i hus. ”Vi har samtaler med alle og med alle slags flyselskaber, lige fra British Airways til lavprisflyselskaber,” siger Andy Cliffe.
Passagertallet i London City Airport i 2025 landede på 3,7 millioner, og blandt operatørerne i lufthavnen er blandt andet British Airways, KLM, Swiss, ITA Airways og Luxair.
Relaterede artikler:
London City Airport vil have tilladelse til A320neo

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


