Lufthansa: Ingen planer om SAS-opkøb

Opkøb af SAS står slet ikke på to-do-listen hos Lufthansa, når selskabet er i mål med sin spareplan. Mangel på evne til at rykke hurtigt, gjorde det nødvendigt at afvikle joint venturet med SAS, fastslår Lufthansa.

Lufthansa er kommet rigtig langt med sit storstilede spareprogram kaldet SCORE. Men det er ikke ensbetydende med, at selskabet har appetit på at opkøbe andre flyselskaber, når man inden længe er i mål med SCORE.

”At overtage et hvilket som helst luftfartsselskab er ikke en option for Lufthansa,” siger Lufthansas kommunikationsdirektør, Martin Riecken, til CHECK-IN.dk.

Han har tydeligvis fået spørgsmålet om Lufthansas opkøbsplaner mange gange før i relation til mange forskellige luftfartsselskaber. Denne gang handler spørgsmålet om SAS. Men kommunikationsdirektøren benytter lejligheden til at slå fast med syvtommersøm, at opkøb på ingen måde står på Lufthansas agenda, når man er i mål med SCORE. Det er et spareprogram, der blev sat i søen for blandt andet at optimere organisationen efter Lufthansa-koncernens store køb af Swiss og Austrian.

I 2008 var SAS og Lufthansa uhyre tæt på at indgå en aftale om en fusion. Men så kom finanskrisen og Lufthansa valgte at fokusere kræfterne på at få styr på selskaberne inden for den eksisterende Lufthansa-koncern, som tæller Lufthansa, Swiss, Austrian, Brussels Airlines, Lufthansa Technik og Lufthansa Cargo.

Svært at træffe beslutninger
Sidste år rykkede SAS og Lufthansa endnu længere væk fra hinanden, da et 18 år gammelt joint venture-samarbejde omkring trafikken mellem Skandinavien og Tyskland blev opløst. Ifølge Lufthansa handlede bruddet om, at behovet for fælles fodslag gjorde det svært at træffe beslutninger og agere hurtigt i markedet.

”Konkurrencesituationen i dag er sådan, at der er behov for at kunne reagere hurtigt. Og det er svært, når to selskaber skal nå til enighed om hvad man skal gøre, inden man kan gøre det,” siger Lufthansas chef for Norden og Baltikum, Ulrich Link.

”Desuden handlede det om, at vi har hver vores koncept i markedet, og planer om at erobre forskellige segmenter,” påpeger kommunikationsdirektør Martin Riecken.

Stor forskel
Samarbejdet mellem SAS og Lufthansa er i dag reduceret til, at begge selskaber er medlem af Star Alliance sammen med 26 andre flyselskaber. Og forskellen på joint venture-samarbejdet og Star Alliance er stor ifølge kommunikationsdirektøren.

”Alliancer er et produkt, som henvender sig til kunderne. De mærker store fordele ved at vælge selskaber fra de samme alliancer. Fælles loungeadgang og optjening af bonuspoint er blot nogle af kundefordelene ved alliancer som Star Alliance. Et joint venture er mere en fordel for selve flyselskabet, da det gør det muligt at dele indtjeningen og samarbejde kommercielt om nye ruter og om salgsindsatser på bestemte markeder,” siger Martin Riecken.