(Foto: Lufthansa | PR)

Lufthansa nedjusterer med omkring 18 procent

Lufthansa-koncernen har nedjusteret resultatet for hele året med 3,6 milliarder kroner. Det er primært strejkerne i årets første måneder, der er årsag til dette, og et forventet stærkt andet halvår kan ikke indhente det tabte.

Lufthansa-koncernen har fået en dårlig start på året, da især det tyske flyselskab har været ramt af trafikforstyrrelser som følge af en arbejdskonflikt med jordpersonalet og sidenhen kabinepersonalet. Strejker blandt sikkerhedspersonalet i de tyske lufthavne har også haft en påvirkning.

Det betyder, at Lufthansa har været tvunget til at foretage en nedjustering i forhold til de tidligere udmeldte forventninger til det primære driftsresultat. 

Da Lufthansa i begyndelsen af året offentliggjorde kvartalsrapporten for fjerde kvartal af 2023, hed det, at man i 2024 forventede at lande et EBIT-resultat på samme niveau som i 2023, hvilket var 2.682 millioner euro, eller hvad der svarer til 20,0 milliarder kroner.

Nu er forventningerne reduceret til 2.2 milliarder euro (16,4 milliarder kroner). Det er næsten 18 procent lavere, end hvad der blev meldt ud for et par måneder siden.

Direkte henførbare tab på 450 millioner euro
Ifølge Lufthansa kan man henføre omkring 350 millioner euro som direkte tab ved strejkerne hos eget personale og hos samarbejdspartnere, og derudover er der et tab på yderligere 100 millioner euro for tabte bookinger i andet kvartal samt omkostninger til en konflikt hos Austrian Airlines.

Derudover er den planlagte kapacitet i andet kvartal også lidt mindre end først antaget, og det skyldes en kombination af forsinkede flyleverancer samt et ønske om at styrke punktligheden.

Geopolitisk uro kan forstyrre
Men trods den noget svære start på året, er forventningerne intakte til andet halvår af 2024.

“Samlet set er de indgående bookinger i overensstemmelse med de oprindelige forventninger, især til sommerens  feriemåneder, hvilket understøtter koncernens prognose for andet halvår. I andet halvår forventes resultatet at blive højere end i det foregående år,” skriver Lufthansa Group i en pressemeddelelse.

Den tyske luftfartskoncern vil give flere oplysninger i forbindelse med årets første kvartalsrapport, der præsenteres den 30. april, og i mellemtiden advares der om, at resultatet kan blive yderligere påvirket af geopolitisk uro og de seneste hændelser i Mellemøsten.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa indgår aftale med 19.000 kabineansatte

Lufthansa-gruppen løfter overskud til 12 mia. kroner

Lufthansa frygter store forstyrrelser ved ny strejke