Kaptajn Andreas Ritter gør sig klar til Lufthansas første papirløse flyvning.

Lufthansa tester papirløse flyvninger

Lufthansa har sat gang i et storstilet forsøg, hvor alle pilot-oplysninger om en flyvning håndteres elektronisk.

Et af Europas største flyselskaber, Lufthansa, er i øjeblikket i gang med en storstilet test af papirløse flyvninger, hvor selskabets piloter blot har alle oplysninger på en tablet – i dette tilfælde kaldet en ”Electronic Flight Folder” (EFF).

Testen startede for præcis en måned siden, den 1. august, hvor kaptajn Andreas Ritter og hans besætning skulle flyve LH634 fra Frankfurt til Kuwait. Det var den første Lufthansa-flyvning uden fysiske briefingpapirer. Oplysningerne om brændstof, vind, vejr og vægten på flyet var stadig til rådighed for piloterne i Lufthansas briefingrum i Frankfurt am Main-lufthavnen. De var bare ikke skrevet ned på en bunke A4-ark, men i stedet lå de på piloternes ”Electronic Flight Bags”, der er en form for tablets.

Ude i flyet blev oplysningerne fra ”electronic flight folder” overført til flyets electronic flight bag og indgår i programmeringen af flyets rute. I luften på vej mod Kuwait blev alle detaljer noteret i den elektroniske briefing-mappe.

Klar til næste flyvning
Da flyet var ankommet til Kuwait blev briefing-mappen for returflyvningen overført fra Lufthansas centrale servere til flyet inden det overhovedet var kommet til sin gate. På den måde var flyet med det samme klar til næste flyvning videre til Doha i Qatar. En forholdsvis kort flyvetur, som minder meget om Lufthansas intraeuropæiske flyvninger.

Netop muligheden for at flyet er ”loadet op” med alle de nødvendige oplysninger længe inden det skal i luften igen, er noget af det, som fungere for at Lufthansa kan indføre systemet på sine kort- og mellemdistanceflyvninger i Europa. Hvis det bliver muligt, så begynder det virkelig at betyde noget, da Lufthansa har langt flere af den slags flyvninger end af langdistanceflyvninger.

Samtidig blev oplysningerne fra flyvningen fra Frankfurt til Kuwait sendt til Lufthansas servere, hvor de i overensstemmelse med reglerne bliver opbevaret i 90 dage. I den tre måneder lange testfase vil de tyske luftfartsmyndigheder holde nøje øje med fuldstændigheden, omfanget og kvaliteten af den dokumentation, som indrapporteres fra den elektroniske briefing-mappe.

Feedback fra piloter
Det er Lufthansas egen it-afdeling, der har stået for at udvikle briefing-mappen som led i projektet eFlightOps. Det betyder, at systemet er skræddersyet til Lufthansas arbejdsgange og systemer. Det er dog ikke ensbetydende med, at den elektroniske mappe er færdigudviklet.

“Vi vil inkorporere feedback fra piloterne og arbejder dagligt på at forbedre den,” forklarer den ansvarlige for eFlightOps-projektet i Lufthansa, Heiko Freytag.

I første omgang tester Lufthansa den elektroniske briefing-mappe frem til slutningen af oktober på seks interkontinentale ruter fra Frankfurt og München. Det er ruterne Frankfurt – Kuwait – Doha, Frankfurt – Tokyo, Frankfurt – Denver, Frankfurt – Bogotá, München – Boston og Frankfurt – Lagos.

 

Relaterede artikler:

Flyvesikkerhed skal øges med iPads

iPad erstatter manualer hos Spies-flyselskab

EasyJet løfter sløret for fremtiden