Lufthansa og Singapore Airlines intesiverer samarbejdet med nye codeshare-aftaler for at imødegå konkurrence fra de tre store flyselskaber i Mellemøsten.
SAS har i nogle år haft et joint-venture samarbejde med Singapore Airlines på ruten mellem København og Singapore, og i november måned sidste år indgik også Lufthansa-gruppen et større samarbejde med Singapore-selskabet.
I første omgang var der tale om et joint-venture på ruterne fra München og Frankfurt til Singapore samt på den kommende rute fra Düsseldorf til Singapore, der åbner i juli måned.
Det omfattende samarbejde mellem de to selskaber inkluderer også Lufthansa-datterselskaberne Austrian og SWISS samt Silk Air, der er datterselskab til Singapore Airlines.
Nu har parterne offentliggjort næste skridt i samarbejdet. Det bliver i første omgang en codeshare-aftale fra Frankfurt via Singapore til Denpasar og Jakarta i Indonesien.
Herudover er SWISS kommet med i code-share puljen med fem destinationer i Australien, to i New Zealand, suppleret med Jakarta i Indonesien og Kuala Lumpur i Malaysia, skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.
Styrke konkurrencen mod “MEB3”
Grundlaget for samarbejdet samt den nye udvidelse heraf som parterne meddelte i går, handler dybest set om at styrke selskabernes position i trafikken mellem Vesteuropa og Sydøstasien samt Australien og New Zealand, hvor de tre store mellemøstlige flyselskaber presser med øget kapacitet og lave priser.
Sammenlagt udbyder Lufthansa og Singapore 27 procent af det samlede antal flysæder på direkte ruter fra Vesteuropa til Sydøstasien, men de to selskaber har blot 13 procent af trafikken, hvilket indikerer, at mange benytter indirekte rejser via andre hubs fremfor at flyve direkte. Det viser tal fra CAPA, Centre for Aviation.
Mens Lufthansa og Singapore Airlines tilsammen har 13 procent af passagererne mellem Vesteuropa og Sydøstasien, har Emirates, Qatar Airways og Etihad Airways (også kaldet Middle East Big 3, MEB3, red.) en samlet markedsandel på 27 procent, så lækagen i markedet går primært via de voksende mega-hubs i Dubai, Doha og Abu Dhabi.
Lufthansa og Singapore Airlines har begge meddelt, at der er mere undervejs, men at man løbende afventer myndighedernes godkendelse.
“Vores intensiverede partnerskab med Singapore Airlines er et fremragende supplement til vores globale joint-venture netværk, og det er en hjørnesten i vores Asien-strategi. Og alle disse strategiske partneraftaler vil hjælpe Lufthansa-gruppen med at styrke positionen i ledende markeder,” siger Lufthansas koncernchef Carsten Spohr.
Læs også:
Solid fremgang i Lufthansa-selskaber
Lufthansa debuterer med A350 i München
Lufthansa-gruppen vil ansætte 4.000 i 2016