På det seneste har vejret i Grønland været ustadigt, og det ser ud til at fortsætte. Derfor har Air Greenland valgt at droppe billetsalget til Syd-og Østgrønland, mens man får styr på situationen.
”Vi prøver og prøver, men…”
Sådan indleder Air Greenland en ny skrivelse, hvori det grønlandske flyselskab sætter ord på en af de udfordringer, som man har bokset med igennem en tid. I øjeblikket er vejret nemlig alt andet end på selskabets side.
Igennem dét, der beskrives som en længere periode, har stormvejr flere gange vanskeliggjort selskabets planlagte flyvninger i særligt Syd- og Østgrønland, hvilket har resulteret i mange aflysninger og ombookinger.
Konsekvensen har været, at trafikken har hobet sig op således, at Air Greenland lige nu har et større efterslæb af flypassagerer, der venter på at komme af sted, men udsigten til endnu en uge med ustadigt vejr, har skabt bekymring hos selskabet.
Suspenderer salget indtil videre
Ifølge Air Greenland er situationen ved at have karakter af at være uholdbar, og flyselskabet har derfor valgt at tage et ekstraordinært middel i brug med henblik på at få ryddet op i køen af rejsende, der har fået deres flyvning aflyst.
”For at kunne gennemføre de daglige planlagte flyvninger og de ekstra flyvninger, der skal hente og bringe de mange ventende rejsende, ser vi os nødsaget til midlertidigt at lukke for salget af billetter til og fra Syd- og Østgrønland,” lyder det fra selskabet.
”Det giver os bedre forudsætninger for at planlægge oprydningen uden, at der kommer nye rejsende til.”
Tager det en dag ad gangen
Udmeldingen fra Air Greenland falder i kølvandet på en udfordrende søndag, hvor et par Dash-8-flyvninger til og fra Ilulissat blev aflyst på grund af vindforholdene.
Derudover måtte selskabet også droppe flere helikopterflyvninger i området omkring Diskobugten og Uummannaq på grund af tre ambulanceflyvninger samt fordi den ene helikopter fik tekniske problemer.
Nu vil man forsøge at rykke rundt på helikoptere og ansatte for at afhjælpe situationen, forklarer Air Greenland, der ikke sætter en frist for at salget genoptages, men derimod slår fast, at man for nuværende kun kan tage en dag ad gangen.
”Vi håber, at de berørte rejsende bærer over med os i denne tid, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at indsætte nye flyafgange. Da flyafgangene kan ændre sig fra dag til dag, opfordrer vi rejsende, der mister formålet med deres rejse og ønsker at få refunderet deres flybillet, til at give os besked.”
Relaterede artikler:
Air Greenland vil indsætte A320neo i 2026