Lufthansas danske landechef Morten Balk har opsagt sin stilling efter samlet 15 år hos gruppens selskaber.
Lufthansa-gruppen skal på jagt efter en ny chef for aktiviteterne i Danmark. Det er konsekvensen, efter at Morten Balk har opsagt sin stilling i den tyske luftfartskoncern for at søge nye udfordringer.
Det har ikke været muligt at træffe Morten Balk for en kommentar til sin opsigelse samt at få oplyst, hvem der bliver den fremtidige arbejdsgiver.
I øjeblikket er der kun en ledig stilling i det danske luftfartsmarked, der kunne friste Morten Balk. Der er stillingen som landechef for Emirates, der for et par måneder siden måtte tage afsked med Teddy Zebitz, der valgte tage imod et tilbud om at blive administrerende direktør i Jet Time.
Emirates er dog endnu ikke klar til at bekræfte, hvem der bliver selskabet nye danske landechef.
“Emirates kommenterer ikke på rygter, men vi vil komme med en udmelding om den nye Country Manager i Danmark, så snart vedkommende er på plads,“ hedder det fra Terje Grue, der er konstitueret landechef for Dubai-selskabet.
15 år i Lufthansa-gruppen
Morten Balk har samlet været ansat hos Lufthansa i over 15 år. Først var det i en stilling som salgskonsulent fra 1991 til 1995 og efter en afstikker til et par konkurrenter, vendte han i 2005 tilbage som landechef for Austrian Airlines, der i dag er en del af Lufthansa-gruppen. Hos Austrian avancerede Morten Balk sidenhen til regionschef for Skandinavien, Finland og Baltikum, inden han i 2012 overtog posten som Lufthansa-chef i Danmark efter John Nielsen.
Oprindeligt har Morten Balk gennemgået et trainee-forløb i SAS fra 1987 til 1991, og herudover har han været ansat fire år i Thai Airways som salgskonsulent samt fem og et halvt år hos Finnair med titel af salgschef i Danmark.
Morten Balk er merkonom i markedsføring og personaleadministration og har desuden deltaget i en række fagkurser i Finland, Østrig og Tyskland.
Lufthansa har i første omgang konstitueret Ulrik Gylstorff som midlertidig landechef.