Nedjusteringernes holdeplads

Det børsnoterede Cimber Sterling satte en kedelig rekord med tirsdagens nedjustering. Hele fem gange på blot 18 måneder har selskabet måttet nedjustere forventningerne. Aktien endte i det laveste niveau nogensinde.

Luftfartsselskabet Cimber Sterling har i den grad indtaget øretævernes holdeplads efter noteringen på Københavns Fondsbørs.

Siden første handelsdag for Cimber Sterling Group A/S den 1. december 2009, har aktien kun kendt een vej: ned.

Efter tirsdagens nedjustering faldt aktien yderligere 12,62 %xog nåede det laveste niveau nogensinde. Blot 1 krone og 80 øre per aktie mener fondsbørsen, at luftfartsselskabet skal handles til. Det giver en samlet markedsværdi på blot 81.900.000kroner.

Årsagen er naturligvis de dårlige resultater, og de har holdt i kø sammen med ledelsens beklagelser.

Cimber Sterling har ligesom alle andre luftfartsselskaber været berørt af især de meget høje brændstofpriser, dårligt vintervejr og eftervirkningerne af den islandske askesky samt en uhørt hård konkurrence.

Men faktum er også, at Cimber Sterling-ledelsen gentagne gange har måttet revidere sine forventninger i nedadgående retning. Faktisk har selskabet præsteret ikke færre end fem nedjusteringer i sine blot 18 måneder på Københavns Fondsbørs.

Ifølge det oprindelige børsprospekt ville Cimber Sterling i 2009/10 få et underskud af primær drift før finansielle omkostninger og skat (EBIT) på 10-40 milioner kroner.

Men allerede den 17. december 2009 – altså blot to uger efter børsnoteringen – medførte en “turbulent markedssituation“ en nedjustering. Nu forventedesregnskabsåret 2009/10 i stedet at give et EBIT-underskud på 60 millioner kroner.

Og den 24. februar 2010 måtte Cimber Sterling atter nedjustere forventningerne til 2009/10. Luftfartsmarkedet havde “udviklet sig mindre positivt end forventet“ og derfor blev EBIT-resultatet nedjusteret til et underskud på 200-220 millioner kroner. Samtiidg blev omsætningen nedjusteret fra 1.675-1.725 millioner til i stedet 1.545-1.605 millioner.

Og da selskabet den 6. juli 2010 endelig præsenterede årsregnskabet for 2009/10 var EBIT-underskuddet efter særlige poster på 294 millioner kroner.

Samtidig nedjusterede selskabet forventningerne til årsregnskabet 2010/11 til et underskud på 20-80 millioner kroner af den primære drift. Her havde man få måneder tidligere forudset et EBIT-resultat i størrelsesordenen +/- 30 millioner.

Men den 16. marts 2011 måtte Cimber Sterling nedjustere forventningerne igen efter 3. kvartal af det forskudte regnskabsår 2010/11. For hele regnskabsåret ventede Cimber-ledelsen nu et underskud af den primære drift før særlige poster på 125-145 millioner kroner.

Nedjusteringen i marts 2011 blev fulgt af konkrete initiativer til styrkelse af resultatudvikling og kapitalstruktur.

Men i går – blot to måneder senere – var den gal igen og ledelsen måtte atter nedjustere forventningerne til 2010/11-regnskabsåret.

Nu ventes resultatet af primær drift før særlige poster at blive et underskud på 190-200 millioner kroner.

Det er resultater som disse, der er blevet straffet hårdt på fondsbørsen, hvor selskabets hidtidige optræden har været en lang deroute for aktionærerne.

Siden 1. december 2009 er aktien faldet 82 % fra introduktionskursen på 10 kroner. Og den kurs var tilmed under det halve af de 20-24 kroner per aktie, som det oprindelige børsprospekt havde indikeret.