Miljøpartiet De Grønne vil via nye og højere flyafgifter gøre det 2.400 kroner dyrere for en norsk familie på fire at rejse indenrigs. Forslaget vil true flytrafikkens eksistens, mener Widerøe.
Det norske parti Miljøpartiet De Grønne (MDG) har onsdag lagt forslag frem om øgede flyafgifter på rejser både indenrigs og udenrigs.
Partiet ønsker, at færre nordmænd skal tage flyet på ferie udenlands eller på arbejde indenrigs i landet. Derfor foreslår de radikalt højere flyafgifter, der vil koste en norsk familie flere tusind kroner ekstra, hvis den ønsker at rejse på ferie i sydens sol.
Forslaget lyder ifølge det norske medie Dagbladet, at det skal koste 150 norske kroner ekstra per flysæde på indenrigsruter, hvor tog ikke er et alternativ. Afgiften vil være 300 norske kroner per flysæde på strækninger, hvor toget er et alternativ. Endeligt skal det koste 600 norske kroner ekstra per flysæde på flyvninger til udlandet.
MDG oplyser, at afgiften ikke er per passager, men et gebyr der betales for hvert sæde, selv om billetten ikke er solgt.
”Problemet er, at det er blevet latterligt billigt at flyve. Vi ønsker, at folk skal holde ferie i deres eget nærområde. En god effekt af det er, at vi får flere ferieture i Norge og vores nabolande – uden at skulle flyve. På den måde mærker man også glæden ved at rejse med tog,” siger Arild Hermstad, national talsperson for MDG, til Dagbladet.
‘Flyvning er luksus’
Det nye forslag til flyafgift vil gøre det meget dyrere for en norsk familie på fire at rejse. En indenrigsrejse – hvor tog er et alternativ – vil således koste 2.400 norske kroner (1.775 danske kroner, red.) mere, mens en udenlandsrejse vil beløbe sig til 4.800 norske kroner ekstra for familien.
En gennemsnitlig norsk familie har råd til at betale de ekstra flyafgifter, lyder det fra Arild Hermstad. Han påpeger, at partiets hovedformål er, at det ikke skal være muligt at købe lavprisflyselskabernes ’ekstremt billige flyrejser’.
”Du kan flyve til Polen til samme pris som toget fra Oslo til Moss. Flypriser for nordmænd er styrtdykket, og der er uforsvarligt lave priser. At flyve er en luksus, som de fleste mennesker i verden ikke har oplevet. Nordmænd tilhører en eksklusiv gruppe mennesker,” siger Arild Hermstad.
Arild Hermstad under stadig en norsk familie at rejse ned i sydens sol. Han håber dog, at flyrejser også skal komme de næste generationer til gode – og derfor bør nordmænd regulere deres flyrejser, lyder det.
De nye flysædeafgifter, der lægger sig til den eksisterende norske flyafgift, er beregnet til at indbringe 10 milliarder norske kroner ind i den norske statskasse. MDG foreslår desuden et brændstoftillæg på fem norske kroner per liter. En del af disse penge vil betales tilbage til nordmændene i klimakompensation. Nordmænd uden for de større byer vil få 2.568 norske kroner, mens folk i storbyerne vil få 1.284 norske kroner.
Widerøe tordner mod afgiftsforslag
Forslaget om forhøjede flyafgifter kommer som et chok for det norske regionale flyselskab Widerøe. Højere afgifter vil ødelægge grundlaget for fremtidens lufttransport i Norge, lyder det.
”Forslaget om yderligere beskatning af absolut nødvendig offentlig transport i Distrikts-Norge truer eksistensen af kortdistancenettet og vil i bedste fald forsinke det grønne skift i luftfarten,” siger Stein Nilsen, administrerende direktør i Widerøe, i en pressemeddelelse.
”MDG fremstiller flyvninger som en luksusgode, og at det i dag er for billigt at flyve. Dette er langt fra virkeligheden i store dele af Distrikts-Norge. Her er fly den eneste måde at komme på arbejde, på hospitalet og for at kunne benytte sig af helt nødvendige offentlige tjenester. Hvis man vælger at flyve med Widerøe frem for at køre i bil mellem Vadsø og Tromsø, sparer man 40 procent CO2-emissioner og 10 timers rejsetid.”
Direktøren fremhæver, at norske indenrigsbilletter til fly er blevet pålagt flere afgifter de senere år. MDGs forslag vil øge billetpriserne med yderligere 30 procent, lyder det fra flyselskabet.
Elfly-samarbejde med motorfabrikant
Widerøe har indgået samarbejde med Rolls-Royce om udvikling af elektriske fly. Flyselskabet satser på, at man kan sætte disse fly i kommerciel drift fra 2030. Derfor håber Widerøe også, at nordmændene fortsat vil flyve på de kortere indenrigsruter – en forhøjet flyafgift vil modarbejde opretholdelsen af de nødvendige kortdistanceruter, fortæller Stein Nilsen.
”Widerøe tager klimakrisen alvorligt. Vi vil reducere kulstofemissionerne og arbejder hver dag for, at vi kan elektrificere luftfarten. Men dette forslag bidrager ikke til det grønne skift i luftfarten,” siger han.
Relaterede artikler:
Flyafgift forhindrer genåbning af Oslo-lufthavn