Skæbnen for den civile flytrafik i Moss Lufthavn Rygge afgøres i denne uge. Foto: EWR

Norsk lavprislufthavn kan blive vakt til live

Civile flyvninger fra Moss Lufthavn Rygge stoppede for tre år siden, men nu kan lufthavnen blive genoplivet. Ejeren håber på en afklaring i denne uge.

I slutningen af oktober 2016 lukkede og slukkede Moss Lufthavn i Rygge cirka 60 kilometer syd for Oslo. Ryanair opererede den sidste kommercielle flyvning til lufthavnen efter ni år med flytrafik.

Siden da har der været mange spekulationer om lufthavnens civile fremtid. Nu har lufthavnens ejer, Jotunfjell Partners, imidlertid besluttet sig for, at der i denne uge skal tages beslutning om, hvorvidt lufthavnen skal genåbne i april 2020.

Ejerselskabet holder et bestyrelsesmøde i denne uge, hvor der forventes at blive truffet en endelig beslutning om skæbnen for den norske lufthavn. Jotunfjell Partners har i flere omgange udsat den endelige beslutning, da der har været uklarheder omkring flyselskaber, der måtte være interesserede i at operere fra lufthavnen.

Afventer svar fra flyselskab
Jotunfjell Partners skulle efter planen have haft et svar fra et flyselskab inden den forgangne weekend, men svaret er angiveligt udeblevet. Indtil ejerselskabet modtager et svar, vil der ikke blive taget beslutning om lufthavnens fremtid.

”Der sker det, at vi er nødt til at tage en beslutning i denne uge. Det er indiskutabelt,” siger Espen Ettre, talsmand for Jotunfjell Partners, til Moss Avis. Han afviser at kommentere på, hvor realistisk det er, at lufthavnen vil blive genåbnet. Men der er brug for, at mindst ét lavprisflyselskab vil operere til lufthavnen.

Espen Ettre kan heller ikke svare på, hvorvidt lufthavnen allerede kan åbne til april næste år, såfremt de får et positivt svar fra et flyselskab. Men det har hidtil været planen med denne tidshorisont.

Passagerafgift skræmte Ryanair væk
Moss Lufthavn Rygge måtte i 2016 sande, at den ikke kunne opretholde den civile flytrafik. Den norske passagerafgift på 80 kroner blev indført den 1. juni i det pågældende år, og det fik Ryanair til at lukke sin base i lufthavnen fra den 1. november. Siden da har kun den militære del af lufthavnen eksisteret, hvilket også var tilfældet før 2007.

Den 17. oktober 2007 blev den første passagerflyvning fra Moss Lufthavn Rygge gennemført, da Norwegian fløj af sted mod Gran Canaria. Den sidste kommercielle flyvning til lufthavnen fandt sted kort efter midnat mellem den 29. og 30. oktober 2016. Ryanair var operatør på flyvningen fra Palma de Mallorca.

Ryanair har stort set været den eneste kommercielle operatør i Moss Lufthavn Rygge siden 2009, hvor selskabet indledte flyvninger fra lufthavnen. Den norske lufthavn har dermed været fuldt ud afhængig af det irske lavprisflyselskab for at kunne opretholde den civile flytrafik.

 

Relaterede artikler:

Flyafgift forhindrer genåbning af Oslo-lufthavn

Ryanair lukkede og slukkede i Oslo-lufthavn

Oslo-lufthavn på vej mod lukning