Den 4. september går startskuddet til Norwegians store satsning i Argentina, og den 16. oktober går første fly på vingerne.
Der har været oplyst mange forskellige starttidspunkter for henholdsvis opstart af billetsalg og operationer for Norwegian Air Argentina, men nu skulle det være ganske vist.
Tirsdag den 4. september åbner billetsalget, og tirsdag den 16. oktober vil et fly fra Norwegian Air Argentina gennemføre sin første indenrigsflyvning i verdens ottendestørste land målt på areal. Det skriver den argentinske netavis Infobae på baggrund af et interview med Norwegians koncernchef Bjørn Kjos.
Tidligere var det planen, at Norwegian skulle have startet operationerne i foråret 2018, men det blev sidenhen udskudt til oktober, hvor højsæsonen starter i det sydamerikanske land. Billetsalget var samtidig annonceret til at gå i gang i juni i år, men nu bliver det i stedet om blot 10 dage.
“Udviklingen og tilpasningen af salgssystemerne har været meget kompliceret. Vi kunne have forsøgt at start i maj, men det er her højsæsonen begyndte i Europa, og det komplicerede tingene,” siger Bjørn Kjos til Infobae.
Fire fly inden udgangen af 2018
Indtil videre har Norwegian Air Argentina kun fået én Boeing 737-800 godkendt på den argentinske driftstilladelse. Det er flyet med registreringen LV-HQH, der har den argentinske komponist Astor Piazzolla på halen. Flyet har dog siden maj været trukket hjem til basen i London Gatwick Airport, inden det skal tilbage til Argentina i løbet af efteråret.
Bjørn Kjos oplyser, at Norwegian Air Argentina inden udgangen af 2018 vil beskæftige fire fly af denne type fra baser i Buenos Aires og Cordoba.
Norwegian Air Agentina starter op med to daglige afgange fra Buenos Aires til Córdoba samt en daglig afgang til Mendoza. Sidenhen er det planen at udvide rutenettet betydeligt. Efter de første 15 måneders drift forventer man således at have fløjet omkring 2,2 millioner passagerer.
Fri priskonkurrence
Der er mange udfordringer i det sydamerikanske land. Der er flere lavpriskonkurrenter på vej og inflationen er meget høj. Heldigvis er en regel om faste minimumspriser på indenrigsflyvning blevet droppet, således at der vil være fri prissætning. Det vil være en fordel for Norwegian Air Argentina, så det vil være muligt at tilbyde lavpriser i markedet.
På spørgmålet om, hvad der er hemmeligheden bag Norwegian succes, er svaret meget enkelt.
“Hemmeligheden er, at der ikke er nogen hemmelighed. Du skal have attraktive priser og nye fly, for det er ikke muligt at være billig med gamle fly,” lyder det fra Bjørn Kjos.
Relaterede artikler:
Første fly til Norwegian Air Argentina
Minimumspriser udfordrer Norwegian i Argentina