Norwegian: I har 13 dage til at fikse Dreamliner

Norwegian har givet Boeing under to uger til at få fikset det ene af nordmændenes to Dreamliner-fly. Norwegian er ikke alene om at opleve problemer med drømmeflyet.

Det norske lavprisselskab Norwegian har givet flyproducenten Boeing en frist på 13 dage til at fåordnet de problemer, som har plaget den ene af nordmændenes to Boeing 787 Dreamliner-fly igennem flere uger.

Efter at flyet med registreringsbogstaverne EI-LNB i weekenden strandede i Bangkok med hydraulikproblemer, mistede Norwegian tålmodigheden og besluttede at tage flyet helt ud af produktion. Flyet opererer sammen med sit søsterfly, EI-LNA, på Norwegians højtprofilerede langdistanceruter fra Oslo og Stockholm til New York og Bangkok.

De sidste tre uger har Norwegian akut sat erstatningsfly ind hver gang flyet har haft problemer og passagerer er strandet. Men nu vælger Norwegian at pille flyet helt ud af produktion til og med 11. oktober. I den periode vil Norwegians flyvninger fra Stockholm til New York og Bangkok blive udført af den portugisiske wet-lease operatør HiFly med et ældre Airbus A340-fly. EI-LNA vil fortsat operere fra Oslo til New York og Bangkok.

Nægtet at flyve ind
Det var HiFly, der fløj langdistanceruterne med de ældre Airbus-fly i adskillige måneder efter opstarten 31. maj. Leveringen af Dreamliner-flyene var nemlig forsinket på grund af det verdensomspændende mere end tre måneder lange flyveforbud, som ramte flytypen i foråret. Desuden har HiFly taget sig af de akutte flyvninger i de sidste uger.

Norwegian er ikke den eneste operatør af Dreamliner-flyet, som slås med problemer med flyet. Polske LOT, der var første europæiske luftfartsselskab til at tage flyet i brug, har også haft sine udfordringer. Senest søndag hvor identifikationssystemet på et af selskabets Dreamliner-fly ikke virkede. Flyet var på vej fra Toronto til Warszawa, da det blev nægtet at flyve ind i norsk luftrum. Forklaringen var, at de norske flyveledere ikke var i stand til at identificere flyet på radarskærmene. Derfor måtte flyet lande i Keflavik Lufthavnen på Island. Boeings ingeniører arbejder nu akut på at reparere flyets identifikationssystem, så det kan få lov at flyve videre.