Boeing 737 MAX 8 fra Norwegian i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Norwegian tilbage med Dubai-rute fra København

Fra midten af december vil Norwegian atter flyve til Dubai fra både København, Oslo og Stockholm efter næsten fem års fravær. Fra København åbnes også tre ruter til det afrikanske kontinent.

Ved Danish Travel Event 2023, der blev afholdt i København i slutningen af marts sidste år, bebudede Norwegians koncernchef Geir Karlsen, at det norske lavprisflyselskab havde planer om at vende tilbage med en rute til Dubai fra den kommende vinter.

Det blev dog ikke i vinteren 2023/24, at planerne blev en realitet, men det bliver de til gengæld i den kommende vinter. 

Fra den 12. december 2024 og frem til udgangen af marts vil Norwegian flyve tre gange om ugentligt med Boeing 737 MAX 8 fra København til Dubai, og selskabet kommer dermed atter i direkte konkurrence med Emirates.

Norwegian fløj til Dubai fra både København, Oslo og Stockholm frem til begyndelsen af 2020, hvorefter coronapandemien og den efterfølgende rekonstruktion tvang Norwegian til at indstille flyvningerne.

Tre afrikanske destinationer
Udover Dubai vil Norwegian også etablere nye vinterruter til Agadir i Marokko, Kairo og Hurghada i Egypten samt flyvninger til Lanzarote, hvor evigt populære Club La Santa er beliggende.

Det er første gang, at Norwegian tilbyder Kairo fra Danmark, og det bliver Sphinx International Airport vest for millionbyen, at Norwegian vil flyve til to gange ugentligt fra den 3. november.

Hos Norwegian er selskabets kommercielle direktør, Magnus Thome Maursund, glad og stolt over det nye vintertrafikprogram, der også omfatter Dubai, Agadir og Hurghada fra Stockholm og Oslo.

”Det er glædeligt at kunne tilbyde et stort og varieret rutenetværk i det kommende vinterprogram, og det er altid dejligt at lancere nye, spændende destinationer, som har været efterspurgt af vores kunder. Vi forventer, at ruterne bliver meget populære blandt de nordiske rejsende, som ønsker at flyve ned til solen i vinterhalvåret.”

Med lanceringen af de nye soldestinationer i vintertrafikprogrammet kommer Norwegian op på mere end 200 ruter til 77 destinationer, heraf 34 ruter fra Danmark.

 

Relaterede artikler:

Norwegian vil igen flyve fra København til Dubai

Norwegian trækker sig fra Dubai-rute

MAX-fly på Dubai-rute fra Skandinavien