Norwegian: Vi vil mere i Danmark

Med lukningen af Karup-ruten har Norwegian forgæves forsøgt at få rentabilitet i tre indenrigsruter. Selskabet ser dog stadig muligheder i Danmark.

At drive succesfuld indenrigsflyvning i Danmark handler om mange afgange og det rigtige materiel. Det har Norwegian måttet sande i forbindelse med sit indtog i Danmark.

I midten af november måned 2009 valgte Norwegian at indkalde til pressemøde på Hilton Copenhagen Airport Hotel, hvor selskabet løftede planen for en satsning på det danske indenrigsmarked med nye ruter fra København til Billund, Karup og Bornholm som supplement til flyvningerne mellem København og Aalborg.

Pressemødet lå blot 14 dage før Cimber Sterlings børsnotering, og udmeldingen fra Norwegian var angiveligt medvirkende til, at udbyttet ved emissionen var noget lavere end forventet.

Men indenrigssatsningen blev aldrig en succes for Norwegian. Indenrigsruten til Billund åbnede den 28. februar 2010 og blev lukket ned igen den 4. april. Tre hverdagsafgange med store Boeing-fly til Billund var ikke, hvad markedet efterspurgte.

Norwegian-ruten fra København til Bornholm var oprindeligt planlagt til åbning den 25. marts 2010, men kort før åbningen indgik Norwegian et codeshare-samarbejde med det lokale Wings of Bornholm, der fløj fire gange dagligt på ruten med 32-sæders SAAB 340-fly. Men samarbejdet nåede reelt aldrig i gang, idet Wings of Bornholm måtte lukke med udgangen af april måned samme år.

I stedet valgte Norwegian at gennemføre resten af sommertrafikprogrammet med Boeing 737-fly fire gange om ugen. I det tidlige efterår 2010 ophørte Norwegian dog med at flyve på ruten.

Ser stadig muligheder
Det tredje forsøg var indenrigsruten mellem København og Karup. Her indledte Norwegian en offensiv den 18. januar 2010 med tre daglige afgange med Boeing 737-fly. Allerede i efteråret 2011 trak Norwegian sig første gang fra ruten, men det norske lavprisflyselskab vendte tilbage umiddelbart efter Cimber Sterlings konkurs i maj 2012.

Sidenhen har først Jet Time og efterfølgende DAT fløjet ruten på vegne af Norwegian, men i slutningen af marts næste år er det endegyldigt slut på Karup-ruten.

Dermed trafikerer Norwegian kun Danmarks største indenrigsrute til Aalborg, hvor der til gengæld er udsigt til hele otte hverdagsafgange i det kommende sommertrafikprogram. Netop Aalborg-ruten har et tilstrækkelig stort passagergrundlag, at det giver mening at benytte de store 186-sæders Boeing 737-800 fly.

Trods skuffelserne på ruterne til Billund, Karup og Bornholm vil Norwegian vil ikke umiddelbart opgive tanken om flere indenrigsruter.

“Vi er glade for det produkt vi har på indenrigsruten til Aalborg, men vi ser stadig muligheder andre steder. Vi skal drive en lønsom forretning, og det har desværre ikke været muligt på indenrigsruterne til Billund, Karup og Bornholm,“ siger informations- og markedschef Johan Bisgaard Larsen til CHECK-IN.dk.

Kun én potentiel lufthavn
Men kigger man rundt i det danske indenrigsrute-landskab er der reelt kun én lufthavn tilbage, hvor det kunne give mening at benytte selskabets Boeing 737-fly. Ruten til Aarhus Lufthavn kunne eventuelt udvikles med de store fly, mens det ikke vil give mening at flyve til hverken Esbjerg Lufthavn eller Sønderborg Lufthavn, hvor passagergrundlaget er for lille. Sidstnævnte lufthavn har i øvrigt ikke banelængde til at kunne modtage de store Boeing 737-800 fly.

Men det hindrer åbenbart ikke, at optimismen stadig blomstrer hos det norske lavprisflyselskabs informations- og markedschef i Danmark.

“Vi er et selskab, der prøver ting af. Det vil vi også gøre fremover. Vi vil bestemt mere i Danmark, men om der kommer mere, det kan vi ikke sige noget bestemt om,“ fastslår Johan Bisgaard Larsen.

Foto: Norwegians danske informations- og markedschef Johan Bisgaard Larsen har ikke opgivet det danske indenrigsmarked.