En Boeing 737-800 fra det rumænske lavprisflyselskab Blue Air. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Ny Blue Air-rute fra København

Det rumænske lavprisflyselskab Blue Air åbner til næste år endnu en rute fra Københavns Lufthavn. Dermed når selskabet op på to ruter fra den danske hovedstad.

I marts 2023 får danskerne endnu en rute til Rumænien.

Det er Blue Air, som allerede nu har annonceret, at det ved sommertrafikprogrammets begyndelse næste år åbner en rute fra Københavns Lufthavn til Iasi International Airport i det nordøstlige Rumænien.

Det rumænske lavprisflyselskab flyver første gang på ruten 28. marts 2023, og herefter er der sene aftenafgange fra CPH på tirsdage og lørdage. Der vil ganske givet blive benyttet Boeing 737-fly, som er den eneste flytype i selskabets flåde.

Foruden ruten fra København åbner Blue Air også ruter fra 11 andre europæiske byer til Iasi, der ligger blot 10 kilometer fra grænsen til Moldova, og hvor den ene af selskabets i alt fem baser ligger.

Har CPH-rute til Bukarest
Flyene fra Blue Air er velkendte i Københavns Lufthavn, da det rumænske flyselskab i forvejen har en rute fra den danske hovedstad. Siden sommeren 2018 har Blue Air fløjet mellem København og den rumænske hovedstad, Bukarest.

Ruten blev imidlertid sat på pause i foråret 2020 som følge af coronapandemien, men den vendte tilbage 1. juli samme år. Siden har ruten været betjent med kun nogle måneders driftsstop undervejs.

I sommertrafikprogrammet 2018 betjente Blue Air desuden ruten mellem København og Torino, men ruten blev sidenhen flyttet til Stockholm.

Tidligere havde Blue Air også planer om endnu en rute fra København. Det var i sommertrafikprogrammet 2020, hvor selskabet skulle have fløjet mellem den danske hovedstad og Bacău. Ruten til Rumæniens 12. største by skulle være helårlig med to ugentlige afgange, men coronapandemien fik sat en stopper for rutens åbning.

Forynger flåden med MAX-fly
Blue Air blev – som de fleste andre flyselskaber – økonomisk hårdt ramt af coronapandemien. Det endte med, at der i sommeren 2020 blev indgivet begæring om rekonstruktion, og herunder var en forestående flådefornyelse vigtig i denne proces. Dermed måtte det rumænske lavprisflyselskab også parkere ønsket om at blive børsnoteret på London Stock Exchange.

I øjeblikket består flåden hos Blue Air af 14 fly – herunder to Boeing 737-500, én Boeing 737-700, seks Boeing 737-800 samt fem Boeing 737 MAX 8, hvor sidstnævnte flytype altså har været med til at forynge selskabets flåde. Blue Air har en leasingaftale med Air Lease Corporation (ALC) på i alt 10 MAX-fly.

Blue Air har hovedbase i Henri Coandă International Airport i Bukarest, og herudover har selskabet baser i Iasi, Bacău, Cluj-Napoca samt i italienske Torino. Lavprisselskabet har blandt andet ruter til storlufthavnene London Heathrow, Amsterdam Schiphol, Paris Charles de Gaulle og Frankfurt.

 

Relaterede artikler:

Rumænsk flyselskab kan blive trussel mod Wizz Air

Blue Air med lynentré i Europas største lufthavne

Ny rute fra CPH til Rumæniens 12. største by