Boeing 787-9 Dreamliner fra Juneyao Air. (Foto: Wei Kakurai | CC 4.0)

Ny codeshare-aftale favoriserer Finnair

Det kinesiske flyselskab Juneyao Airlines, der fra 28. juni vil flyve dagligt fra Shanghai til Helsinki, har indgået en bemærkelsesværdig codeshare-aftale med Finnair.

Når flyselskaber har et begrænset rutenetværk, kan det ofte gøres større ved samarbejdet i de store luftfartsalliancer eller ved bilaterale codeshare-aftaler direkte to flyselskaber.

En codeshare-aftale skal som regel være til klar fordel for begge parter, men det er svært at få øje på i den aftale, som Shanghai-selskabet Juneyao Air netop har indgået med Finnair. Det kinesiske flyselskab vil fra den 28. juni flyve dagligt mellem Shanghai og Helsinki med 322-sæders Boeing 787-9 Dreamliner.

Det er en ganske betydelig kapacitet, når man tager i betragtning, at Finnair i dag flyver dagligt til Shanghai med Airbus A350-900 med plads til 336 passagerer, hvor hovedparten af passagererne rejser til og fra destinationer i Nordeuropa, da lokalmarkedet i Finland ikke er stort nok til denne rute.

Adgang til finske indenrigsruter
Det lader ikke til, at kinesiske Juneyao Air har overvejet, hvordan passagererne skal komme videre fra Finland, når det store Dreamliner-fly hver eneste morgen kl. 06.20 lander i Helsinki Airport.

I første omgang har Juneyao Air således blot fået mulighed for at sætte sin HO-markedsføringskode på Finnair-flyvninger fra Helsinki til Ivalo, Rovaniemi, Kemi, Kuopio og Oulu, hvilket giver anledning til at tro, at kineserne venter en turistinvasion i blandt andet Finsk Lapland.

“Ved at kombinere Juneyao Air og Finnairs rutenetværk kan vi tilbyde flere valgmuligheder og forbindelser mellem Kina og Europa via Finland. Vi mener, at codeshare-samarbejdet mellem Juneyao Air og Finnair vil blive et win-win samarbejde,” siger Yu Ghengij, der er vicedirektør hos Juneyao Air.

At Juneyao Air er tilknyttet Star Alliance og i forvejen samarbejder med Air China, Air Canada, ANA, EVA Air, Singapore Airlines, United og Shenzhen Airlines, gør kun aftalen med det finske oneworld-selskab endnu mere bemærkelsesværdig.

Nye destinationer i det nordøstlige Kina
Til gengæld for det kinesiske flyselskabs adgang til de finske indenrigsruter har Finnnair fået mulighed for at sætte selskabets AY-kode på Juneyao-ruter fra Shanghai til Harbin, Shenyang, Dalian, Qingdao, Xi’an, Chongquing, Kunming, Xiamen og Fuzhou samt fra Nanjing til Xi’an, Chongqing og Zhangjiajie.

Værdien af codeshare-aftalen på de kinesiske indenrigsruter er nok noget højere, end værdien af at kunne sætte et HO-rutenummer på finske indenrigsruter i stedet for at kunne føde passagerer længere ned i Europa. Finnair virker bestemt heller ikke utilfreds med den nye aftale.

“Vi byder dette samarbejde med Juneyao Air velkommen og glæder os til at tilbyde vores kunder flere destinationer og endnu bedre forbindelser i Kina. I sommertrafikprogrammet 2019 vil vi tilbyde 42 ugentlige flyvninger mellem Storkina og og Helsinki, inklusive daglige flyvninger til Shanghai. Vi byder Juneyao-kunder velkommen til at udforske Finland,” lyder det fra Christian Lesjak, der er netværksdirektør hos Finnair.

Codeshare-samarbejdet også omfatte hovedruten mellem Helsinki og Shanghai v.v.

 

Relaterede artikler

Ny skandinavisk Kina-rute indviet

Tibet Airlines åbner rute til Norden

China Eastern vinterlukker skandinavisk Shanghai-rute