Ny europæisk gateway for Jet Airways

Indiens næststørste flyselskab Jet Airways skifter europæisk gateway fra Bruxelles til Amsterdam. Det kaster nye ruter til Mumbai, Delhi og Toronto af sig.

Ruteudviklingsafdelingen i Amsterdams Schiphol-lufthavn har længe arbejdet på at tiltrække det indiske flyselskab Jet Airways, der hidtil har haft sin europæiske gateway i Bruxelles.

Fra sommertrafikprogrammets start den 26. marts 2016 vil Jet Airways flytte operationerne til Amsterdam og samtidig indlede et codeshare-samarbejde med KLM og Delta Air Lines.

Jet Airways vil benytte Airbus A330-300 fly med 34 sæder på Premiere-klassen og 259 sæder i Economy.

Det betyder, at Jet Airways får daglige flyvninger fra Amsterdam til Mumbai, Delhi og Toronto med det indiske flyselskab, der samtidig hører hjemme i Etihad Airways Partner-samarbejdet.

Med forbehold for myndighedernes godkendelse vil Jet Airways sætte sin markedsføringskode sammen med KLM´s operatørkode til 30 europæiske destinationer via Amsterdam. De vigtigste byer er Bruxelles, Berlin, København, München, Madrid, Geneve og Wien, mens 11 amerikanske destinationer som New York-JFK, Newark, Washington DC, Chicago, San Francisco, Los Angeles, Vancouver og Montreal bliver de primære nordamerikanske byer i samarbejdet.

En milepæl for Schiphol
Trafikken mellem Europa/USA og Indien er gennem de senere år blevet overtaget af flyselskaberne i de arabiske golf-stater, herunder også hos Etihad Airways i Abu Dhabi.

Derfor er samarbejdet mellem Jet Airways og KLM og Delta Air France via Amsterdam et forsøg på at skabe trafik mellem Indien og Nordamerika via Europa på trods af den hårde konkurrence fra Mellemøsten.

“Med Amsterdam Schiphol som ny europæisk gateway vil vi være i stand til at tilbyde vore gæster en one-stop adgang til en bredere vifte af destinationer over det meste af Europa og Nordamerika sammen med vores partnere i KLM og Delta Air Lines,“ siger koncernchef Cramer Ball fra Jet Airways.

Hos KLM er der også stor begejstring over samarbejdet, der oprindeligt blev igangsat af Jasper Spruit, som den norske lufthavnsoperatør Avinor og Oslo Lufthavn siden har headhuntet som trafikdirektør.

“Samarbejdet med Jet Airways er endnu en milepæl i vores unikke globale rutenetværk fra Amsterdam Schiphol Lufthavn. Dette strategiske skridt vil medføre betydelige fordele til vores forretning og tilbyde KLM-kunder eksklusive rejsemuligheder og endnu flere interessante destinationer. Vi vil styrke vores tilstedeværelse in den indiske region og i det omkringliggende område,“ siger koncernchef Pieter Elbers fra KLM.