Ny jysk flyrute stoppet i sidste øjeblik

Den jyske rejseindkøberorganisation COTRA har i et halvt år arbejdet på et ruteudviklingsprojekt, der skulle udmønte sig i en direkte flyrute fra Billund til Budapest. Men planerne er i sidste øjeblik gået i vasken angiveligt p.g.a. manglende kapacitet hos det ungarske luftfartsselskab Malév.

Det er velkendt, at flere store jyske virksomheder har betydelige aktiviteter i Ungarn. Derfor har det længe været et ønske fra det jyske erhvervsliv, at der skulle etableres en direkte flyrute til Budapest.

Et ønske som også bakkes op af lufthavnene i såvel Billund som Budapest, der begge har en rute mellem de to lufthavne højt prioriteret på ønskesedlen.

Det har da også været baggrunden for, at et konkret ruteudviklingsprojekt med deltagelse af Billund Lufthavn, Sun-Air og den jyske rejseindkøberorganisation COTRAblev etableret i begyndelsen af juli måned.

Sun-Air havde et ønske om at være operatør på ruten, men ønskede deltagelse af Oneworld-partneren Malév, så der ikke udelukkende var tale om point-to-point trafik, men også transfer-trafik til Østeuropa.

Projektet var så langt fremme, at Malév havde søgt slots til to ugentlige afgange på ruten Budapest-Billund fra slutningen af marts måned 2011. Samtidig vurderede Sun-Air muligheden for sammen med det ungarske selskab at indsætte Dornier 328 kapacitet på udvalgte dage for at supplere op i fartplanen.

Men nu har Malév valgt at springe fra i sidste øjeblik. Kilder i markedet vurderer, at det ungarske selskab var bange for at kannibalisere på selskabets trafik til København, hvorfor Billund-projektet foreløbigt er sendt til hjørnespark. Det er dog ikke den forklaring, som Malév angiver.

“Malév er altid interesseret i at vurdere nye fremtidige ruter. Årsagen til, at vi ikke valgte at starte flyvninger sammen med Sun-Air til Billund beror på manglende flykapacitet i sommerfartplanen,og at andre destinationer er blevet prioriteret højere,“ siger Helena Popp, der er Malév´sCountry Commercial Manager for Danmark og Sverige.

Sun-Air har været en central del af ruteudviklingsprojektet og havde en klar forhåbing om, at Malév ville etablere ruten, som allerede har været omtalt i flere medier.

“Vi ønsker ikke alene at stå med den økonomiske risiko for en rute til Budapest. Vi har haft en fornuftig dialog med Malev omkring projektet, men vores vurdering ud fra de tilbagemeldinger vi har fået er, at deres interesse for en direkte SUN-AIR og/eller Malev-rute fraBillund ikke er særlig stor, idet manhellere vil se trafikken ledt viaKøbenhavn på deres eksisterende afgange,“ fortæller kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air.

Hos COTRA er der storskuffelse over, at ruten til Budapest ikke kunne realiseres.

“Det er ærgerligt,når vii et halvt år har arbejdet på dette konkrete ruteudviklingsprojekt sammen med Billund Lufthavn. Vi havde en stor portion optimisme på baggrund af positive tilbagemeldinger samt Malév´s ansøgning om slots. Derfor er skuffelsen endnu større,“ konstaterer Nomi Kustosz Andersen, der er formand for COTRA og til daglig leder af rejseafdelingen hos Grundfos.

Nomi Kustosz Andersen oplyser, at foreningen fortsætter sit arbejde med at få etableret en rute til Budapest. “Vi må nu kigge på andre operatører, og indtil videre må de mange jyske rejsende benytte ruterne fra Billund via Amsterdam eller Frankfurt,“ siger COTRA-formanden.

Foto: En planlagt rute mellem Billund og Budapest er i sidste øjeblik blevet stoppet.