Airbus A320-200 fra SAS. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Ny SAS-rute fra København til Torino

SAS har offentliggjort de første ruter i det kommende vintertrafikprogram, og destinationer som Torino og Kiev bliver en del af rutenetværket.

Fra lørdag den 21. december bliver det atter muligt at flyve direkte fra København til Torino i det nordvestlige Italien. Det sker i forbindelse med en sæsonrute, som SAS vil betjene en gang om ugen frem til den 21. marts 2020.

Ruten til Torino er den første af flere nyheder i det kommende vintertrafikprogram 2019/20, der blandt 110 destinationer fra Danmark, Norge og Sverige også indeholder en ny rute fra Oslo til Kiev (Kyiv) samt fra Stockholm til Luxembourg.

SAS vil betjene Torino-ruten med 174-sæders Airbus A320neo, der afgår fra København kl. 08.25 med ankomst kl. 10.30 i Torino-Caselle lufthavnen. Men en turnaround på en time kan SAS-flyet lette igen kl. 11.30, hvorefter at det lander to timer senere i Københavns Lufthavn.

”Vi udvikler løbende vores netværk af direkte ruter mellem Skandinavien og vigtige kulturer og markeder i hele verden. Flere vælger fortsat at rejse med SAS, og vi skal blive ved med at være relevante og gå forrest i en branche med hård konkurrence,” siger Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS.

Fodbold og skisport
Torino er blandt andet hjemsted for bilproducenten FIAT samt fodboldklubben Juventus F.C. – også bedre kendt som “Den gamle dame”.

Rejsende med SAS kan derfor få mulighed for at kombinere en fodboldoplevelse med Cristiano Ronaldo i den legendariske Serie A med en skiferie, da kendte skisportssteder som Chamonix, Val d’isere, Tignes og Pragelato kun ligger få timers kørsel fra Torino.

Området omkring Torino råder samtidig over mange vintersportssanlæg, da byen i februar 2006 var vært for de 20. olympiske vinterlege.

10 italienske destinationer
Med Torino på programmet flyver SAS fremover til 10 destinationer i Italien. Fra København er der ruter til Bologna, Genvoa, Milano, Napoli, Olbia (Sardinien), Palermo, Pisa, Rom og Venedig.

Det er ikke første gang, at det bliver muligt at flyve mellem København og Torino. I sommertrafikprogrammet 2017 betjente det rumænske lavprisflyselskab Blue Air ruten med tre ugentlige afgange. Ruten blev dog året efter flyttet til Stockholm og er siden ophørt.

 

Relaterede artikler

SAS og Lufthansa stopper samarbejde om syv ruter

Torino-rute flyttet fra København til Stockholm

Lavprisflyselskab fra København til Torino