Boeing 737-800, Blue Air Foto: JP6580252" by Aldo Bidini )

Lavprisflyselskab fra København til Torino

Det rumænske lavprisflyselskab Blue Air åbner i slutningen af marts næste år en rute mellem København og Torino.

Københavns Lufthavn får fra slutningen af marts næste år endnu en italienske destination på lufthavnens rutekort. Det sker, når det rumænske lavprisflyselskab Blue Air åbner en rute med tre ugentlige afgange mellem København og Torino.

Der flyves på mandage, onsdage og lørdage fra Torino kl. henholdsvis 07.20, 18.20 og 13.00 og retur fra København de samme dage kl. 10.15, 21.15 og 16.00. Blue Air vil fly af typen Boeing 737-500 med plads til op til 126 passagerer. Et af de seks Boeing 737-500 fly i det rumænske flyselskabs flåde har i øvrigt tidligere tilhørt Maersk Air under registreringen OY-MAA og har også været opereret af Estonian Air og Sterling Airlines.

Når ruten til Torino åbner, vil Københavns Lufthavn komme op på lufthavn nummer 14 og destination nummer 12 i Støvlelandet betjent af samlet syv forskellige flyselskaber, henholdsvis Alitalia, Blue Air, easyJet, Norwegian, Ryanair, SAS og Vueling. Udover Torino er der tale om følgende destinationer og lufthavne: Bologna, Catania, Milano-Bergamo, Milano-Malpensa, Napoli, Palermo, Pisa, Rom-Ciampino, Rom-Fiumicino, Pescara, Venedig, Verona samt Olbia.

Bukarest og andre ruter på vej
Med etableringen af ruten fra Torino til København kommer Blue Air den tidligere annoncerede rute mellem Bukarest og København i forkøbet. Den står til at åbne den 2. juni 2017 med tre ugentlige afgange med Boeing 737-400 fly med plads til 162 passagerer.

Når Blue Air påbegynder ruten mellem Bukarest og København i 2017, vil selskabet flyve på mandage, onsdage og fredage og vil benytte et Boeing 737-400-fly med 162 sæder.

”Vi har haft kig på det danske marked i et stykke tid, og vi er nu klar til at påbegynde flyvninger til en af Europas mest spændende hovedstæder. Med et stort opland, en stærk økonomi og et pulserende byliv er København i vore øjne en oplagt første destination i Danmark, og vi håber at udvide med endnu flere ruter i den kommende tid. Det er en vigtig styrkelse af vores position på det nordiske marked”, udtalte Blue Air´s kommercielle direktør, Tudor Constantinescu ved annonceringen af Bukarest-ruten.

Blue Air har ikke officielt præsenteret den nye København-rute fra Torino, men flyvningerne er allerede tilgængelige i de internationale reservationsssystemer hos GDS-selskaberne.

“Vi kan hverken be- eller afkræfte denne information,” siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk. Det er nemlig en fast regel, at det er operatøren og ikke lufthavnen, der først præsenterer de nye ruter.

 

Relaterede artikler:

Rumænere kommer til CPH

Rumænsk flyselskab til Skandinavien

Ryanair åbner ny CPH-rute til Italien

Atter italienske farver i CPH

Rekordvækst i flytrafik fra CPH til Italien