Ankomsthallen i T3 i Wuhan Tianhe International Airport. (Foto: Howchou | CC 4.0)

Nye passagerrekorder i Wuhan

Lufthavnen i Wuhan i Kina oplever vækst i antallet af ruter og passagerer et år efter, at lufthavnen genåbnede ovenpå coronanedlukningen.

Den kinesiske storby Wuhan i Hubei-provinsen i det centrale Kina var indtil sidste år ret ukendt for de fleste mennesker uden for Kina, selv om byen rummer 11 millioner indbyggere og blandt andet er centrum for kinesisk bilproduktion.

I dag kender de fleste mennesker i verden bynavnet Wuhan, for det var her, at en ny coronavirus i december 2019 for første gang blev opdaget, og i januar 2020 blev byen lukket ned og sat i karantæne som følge af den smitsomme virus.

Wuhan blev epicentret for den COVID-19-pandemi, som siden har hærget kloden og indtil videre kostet næsten tre millioner mennesker livet. Pandemien resulterer ikke alene i sygdom og død – den har også haft enorme økonomiske konsekvenser, og det gælder ikke mindst for den globale luftfartsindustri.

11 nye flyruter i år
I byen, hvor det hele startede, går det imidlertid godt for luftfarten igen. Det fortæller det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Wuhan Tianhe International Airport har indtil videre i år kunnet byde velkommen til 11 nye flyruter til destinationer i Kina, og der vil komme ruter til yderligere to byer senere på året, oplyser en talsmand for lufthavnen til nyhedsbureauet.

I marts håndterede lufthavnen i Wuhan i gennemsnit 536 indenrigsflyvninger og 65.800 indenrigspassagerer om dagen, hvilket var en stigning på henholdsvis 14 procent og fem procent i forhold til samme periode i 2019 – altså før udbruddet af COVID-19.

Passagerrekord den 31. marts
Den 31. marts i år kunne lufthavnen tælle 78.600 passagerer fordelt på 670 flyvninger, hvilket er det højeste antal, siden byen – og lufthavnen – kom ud af karantænen den 8. april 2020.

Foruden de nye ruter er antallet af flyvninger mellem Wuhan og andre kinesiske storbyer, heriblandt Beijing, Shanghai, Guangzhou og Shenzhen, også øget i år, lyder det fra lufthavnen.

Wuhan Tianhe International Airport er den travleste lufthavn i det centrale Kina og et hub for selskaberne Air China, China Eastern Airlines og China Southern Airlines. Lufthavnen havde før COVID-19-pandemien også direkte flyforbindelser til Europa, USA, Australien og flere destinationer i Asien.

 

Relaterede artikler:

Wuhan-flytrafik er tilbage på niveauet før COVID-19

Passagerer til Beijing kan risikere at lande i Wuhan

Første fly er landet i genåbnet lufthavn i Wuhan