Airbus A380-flyet med registrering 9H-MIP, der er blevet købt af Global Airlines. Foto: Global Airlines

Nyetableret flyselskab sikrer sig første A380

Et britisk start-up-flyselskab har store ambitioner for langdistanceflyvning og har i den forbindelse sikret sig den første af indtil videre fire Airbus A380.

Global Airlines er navnet på endnu et nyt britisk start-up-flyselskab, som vil tilbyde kunderne langdistanceflyvninger til Nordamerika.

Som led i et kunne komme på vingerne har Global Airlines købt sit første fly, og der er tale om verdens største passagerfly – nemlig en Airbus A380-800. Flyet er erhvervet fra tyske Doric Aviation, og Global Airlines omtaler sig nu som det første flyselskab i verden, der indleder flyvninger med A380.

Global Airlines sigter mod at ”omdefinere rejseoplevelsen for passagerer på tværs af alle kabineklasser”. Og selskabet forventer, at det vil gennemgøre de første transatlantiske flyvninger i foråret 2024. Det vides endnu ikke, til hvilke destinationer det britiske start-up vil flyve til.

Yderligere tre A380 på vej
Global Airlines har – med hjælp fra investorer og moderselskabet Holiday Swap – valgt at købe et fly frem for at lease et. Planen er at købe yderligere tre A380’ere i år, som vil tilgå flåden i de kommende måneder, lyder det.

James Asquith, administrerede direktør og grundlægger af Global Airlines, fortæller, at A380 med sin plads og komfort vil være helt central for at opnå selskabets vision om at tilbyde kunderne noget ekstra.

”Købet af vores første fly viser, at vi er godt på vej til at lancere Global. Det næste skridt er at lave eftersyn og ombygge flyet til vores høje specifikationer, hvilket skal give vores kunder den bedste oplevelse på himlen. At købe vores fly i stedet for at lease viser vores forpligtelse til økonomisk sikkerhed og robusthed fra dag ét,” siger han og suppleres af Sibylle Paehler, ledende partner hos Doric Aviation:

”Vi er stolte over at have placeret dette smukke, moderne fly hos et nyt flyselskab, der snart vil gå i luften. Vi er overbeviste om, at Global Airlines vil erhverve flere A380-fly i den nærmeste fremtid.”

Første A380’er har fløjet med Spies-gæster
Den første A380’er, som tilgår Global Airlines, er et fly med den nuværende registrering 9H-MIP. Flyet blev leveret til Singapore Airlines i marts 2008, men fra juli 2018 har det været en del af wetleasing-flyselskabet Hi Fly Malta.

Én af de opgaver, flyet har været på, var for Thomas Cook Airlines Scandinavia, der chartrede flyet i august 2018 for at flyve Spies-gæster fra København til Larnaca på Cypern. De 212 chartergæster blev således bragt på ferie i en 471-sæders megajumbo, hvor kabinen er inddelt med 12 sæder på First Class, 60 sæder på Business Class samt 399 sæder på Economy Class.

Hvorvidt Global Airlines kører videre med denne sædeindretning vides endnu ikke. Men flyselskabet skriver på sin hjemmeside, at der vil være ”cirka 471 sæder om bord på vores fire A380”.

Global Airlines oplyser ikke en købspris på A380’eren, men der er angiveligt tale om et ottecifret beløb i euro. Langdistanceflyselskabet vil i løbet af sommeren skitsere sine planer – herunder flere ”unikke industripartnerskaber samt fremtidigt rutenetværk og vækstønsker”.

 

Relaterede artikler:

Chartergæster med A380 fra København

Vil tilbyde luksus-langruter fra Europa

Nyt langdistanceselskab får base i Manchester