Foto: Eric Salard / Wikimedia Commons

Nyt flyselskab i Københavns Lufthavn

Det kroatiske flyselskab Trade Air bliver til maj ny gæst i Københavns Lufthavn.

Fly fra det kroatiske flyselskab Trade Air bliver fra 21. maj et fast inventar i Københavns Lufthavn. Selskabet skal nemlig fra den dato flyve for Croatia Airlines på ruten mellem Zagreb i Kroatien og Københavns Lufthavn.

Croatia Airlines flyver en gang dagligt mellem de to byer. Og fra 21. maj vil tre af de ugentlige flyvninger blive gennemført af Trade Air med ældre Fokker 100-fly. Det bliver torsdag, lørdag og søndag at passagererne skal sætte sig til rette i et af selskabets to Fokker 100-fly, som begge har en fortid hos American Airlines og plads til 109 passagerer.

Ugens øvrige fire dage vil Croatia Airlines stadig selv stå for betjeningen af ruten. Mandag og fredag med Airbus A319-fly og tirsdag og onsdag med Dash 8-fly.

Brugt Airbus A320-fly
Foruden ruten til København, så skal Trade Air fra maj også flyve for Croatia Airlines på ruter fra Zagreb til Bruxelles, Lissabon og Barcelona. Måneden efter indsættes Trade Airs fly også på ruten fra Zagreb via Dubrovnik til Athen.

Trade Air har købt et brugt Airbus A320-fly, som leveres inden længe.