For at skærpe sikkerheden har de civile luftfartsmyndigheder i Libanon udstedt forbud mod at tage personsøgere og walkie-talkies med i alle typer bagage fra den internationale lufthavn i Beirut.
Fremadrettet må passagerer ikke medbringe personsøgere eller walkie-talkies, når de skal med fly fra Beirut Rafic Hariri International Airport i Libanon.
Det er de civile luftfartsmyndigheder i Libanon, der torsdag indførte forbud mod at medbringe de nævnte kommunikationsapparater på fly afgående fra Beirut. Der er konkret forbud mod at pakke alle former for personsøgere og walkie-talkies i både indchecket bagage, håndbagage samt som fragt.
Det skriver The Daily Guardian, der også beretter, at forbuddet forbliver i kraft indtil videre og at det sikrer, at sådanne kommunikationsenheder ikke medbringes på fly fra Beirut.
Forbuddet kommer få dage efter, at tusindvis af personsøgere sprang i luften i Libanon. Mindst 12 civile omkom og over 2.800 personer blev såret som følge af eksplosionerne i tirsdags, oplyser libanesiske myndigheder ifølge ABC News. Det var blandt andet medlemmer af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der havde personsøgerne på sig.
Forbuddet mod walkie-talkies på fly sker i kølvandet på en hændelse i onsdags, hvor flere tusinde håndholdte radioer og walkie-talkies ligeledes sprang i luften i Libanon.
Vil sikre højeste sikkerhed for rejsende
Beslutningen om fremadrettet at forbyde personsøgere og walkie-talkies på fly fra Beiruts lufthavn sker som en del af skærpede sikkerhedsforanstaltninger, skriver The Daily Guardian. Forbuddet er i overensstemmelse med internationale luftfartssikkerhedsprotokoller og skal afspejle lufthavnens forpligtelse til at sikre den højeste passagersikkerhed.
Passagerer fra Beiruts lufthavn rådes til at sikre, at de nævnte kommunikationsgenstande ikke er en del af bagagen, og ellers vil de blive konfiskeret af lufthavnspersonalet. Forbuddet gælder passagerer fra samtlige flyselskaber, der opererer fra lufthavnen.
Qatar Airways er blandt de selskaber, der flyver fra Beiruts lufthavn. Det mellemøstlige selskab har da også informeret sine passagerer via det sociale medie X, hvor det lyder, at forbuddet er gældende indtil videre.
Alle rejsende fra Beirut-lufthavnen opfordres til at holde øje med yderligere meddelelser fra de civile libanesiske luftfartsmyndigheder eller deres flyselskaber for eventuelle ændringer i sikkerhedsprocedurerne.
Relaterede artikler:
Trækker sig: Situationen i Mellemøsten spidser til