Keflavik International Airport (Foto: Isavia)

Nyt islandsk lavprisflyselskab er opgivet

En islandsk hoteldirektør dropper nu planerne om at etablere et nyt lavprisflyselskab efter WOW air, da faktorer som den islandske valuta og lønomkostninger taler imod.

Det islandske lavprisflyselskab WOW air gik konkurs i slutningen af marts efter en langvarig dødskamp.

I efterdønningerne af konkursen luftede direktøren for Stracta Hotel i det sydlige Island, Hreiðar Hermannsson, planer om at skabe et nyt islandsk lavprisflyselskab. Men nu er islændingen tilsyneladende kommet på andre tanker.

Over for det islandske medie visir.is fortæller han, at den islandske valuta, renter og lønomkostninger er afgørende faktorer for, at han nu opgiver det ambitiøse projekt. Han havde ellers gennem en periode blandt andet arbejdet sammen med en række tidligere WOW air-medarbejdere om grundlaget for et nyt flyselskab.

“Det viste sig at være umuligt at konkurrere med disse store lavprisflyselskaber, som flyver her, ud fra de forudsætninger, vi har regnet med: at flyve fra Island med den islandske krone, med de nuværende rentesatser og øgede lønomkostninger. Konklusionen var, at det ville være fuldstændig uansvarligt,” siger Hreiðar Hermannsson om beslutningen om at begrave projektet.

Stor opbakning fra folk
Det har ligeledes været en afgørende faktor, at priserne på at lease fly er steget efter groundingen af Boeing 737 MAX-flyene, lyder det. En anden årsag er Isavias tvist med Air Lease Corporation (ALC). Isavia driver Keflavik International Airport ved Reykjavik, og lufthavnsoperatøren er i øjeblikket involveret i en juridisk sag med ALC på grund af gæld i forbindelse med konkursen til WOW air, som leasede et fly fra ALC. Isavia har ifølge visir.is nægtet at lade Airbus-flyet forlade den islandske lufthavn.

Direktøren for Stracta Hotel understreger, at der i øjeblikket – det økonomiske miljø taget i betragtning – ikke er grundlag for at opstarte et nyt flyselskab til konkurrence med Icelandair.

“Betingelserne er ikke gode lige nu, må jeg indrømme. Det er ganske enkelt virkeligheden,” siger Hreiðar Hermannsson, der ellers havde stor opbakning fra folk i arbejdet med eventuelt at etablere et nyt lavprisflyselskab. Han har modtaget mange e-mails, beskeder og opkald fra folk, der ønskede at støtte hans arbejde. Han er ikke blevet lovet økonomisk støtte fra enkeltpersoner – kun fra institutionelle investorer.

“Men det er bare den mentalitet, der fulgte med det hele. Jeg er virkelig taknemmelig for det,” lyder det om opbakningen til det nu skrinlagte projekt om et nyt islandsk lavprisflyselskab.

 

Relaterede artikler:

WOW air er konkurs

Fem grunde til WOW airs konkurs

Grundlægger vil genoplive WOW air