Nyt selskab vil erstatte Cyprus Airways

Et nyt flyselskab med pan-europæiske ambitioner er under etablering på Cypern. Inden udgangen af 2015 forventes Cobalt Air at have etableret sig med 10 ruter fra middelhavsøen.

Den 9. januar i år måtte de nationale cypriotiske flyselskab Cyprus Airways indstille driften efter flere års økonomiske vanskeligheder.

Den direkte årsag til den finansielle nødlanding var et krav fra EU-Kommissionen om, at Cyprus Airways skulle tilbagebetale ulovlig statsstøtte fra på 65 mio. euro, eller godt 485 danske kroner. Den ulovlige statsstøtte var ydet fra den cypriotiske regering til flyselskabet fra 2012 til 2013.

Det var et afgørende søm til ligkisten, og Cyprus Airways kastede håndklædet i ringen. Ved konkursen rådede selskabet over seks Airbus A320-fly, der befløj 13 ruter med årligt 1,3 mio. passagerer.

Det græske flyselskab Aegean Airlines var ikke sene til at reagere. Star Alliance-flyselskabet opjusterede til fire basefly på Cypern i den kommende sommer med en forventning om 14 ruter og 1,5 mio. passagerer fra basen i Larnaca.

Nyt selskab med ukendte investorer
Nu er der noget der tyder på, at der kommer uventet konkurrence udefra. Et nyt flyselskab med navnet Cobalt Air har søgt de cypriotiske myndigheder om en driftstilladelse.

Ifølge selskabet forventer man at gå på vingerne med Airbus-fly i 2015 og starte ud med 10 ruter.

“Vi etablerer et ‘New Age’ flyselskab, der vil få base på Cypern, men vil operere regionalt og over hele Europa. Vi mener, at Cypern har et perfekt forretningsmiljø til at udvikle et flyselskab for det pan-europæiske marked,“ siger selskabets administrerende direktør Peter Kelly ifølge mediet Cyprus Mail.

Der er stadig en del hemmelighedskræmmeri omkring, hvorfor kapitalen til det nye flyselskab stammer. Ifølge de græske myndigheder er de 125.000 kroner, der ledsager ansøgningen om driftstilladelse indbetalt fra Asien og Europa.

Selskabets direktør Peter Kelly har en fortid hos blandt andet australske Qantas Airways samt Suji.com, der er et online-rejsebureau. I dag er han direktør i Airlogical Consulting Group i Sydney, og han ser store muligheder i Cyperns beliggenhed i forhold til luftfart.

“Cypern er strategisk positioneret ved en skillevej mellem Mellemøsten, Europa og Afrika og tilbyder et modent marked med en dygtig og højt kvalificeret arbejdsstyrke.“

Udover Peter Kelly består Cobalt Airs ledelse af Andrew Pyne, der i en fremtidig rolle som Chief Operation Officer skal trække på sin erfaring fra tidligere jobs i British Airways, Avianova, Virgin Atlantic og Cathay Pacific Airways. Selskabets Chief Commercial Officer bliver Michael Hayden, der har en fortid hos Dobrolet, Avianova, Jazeera Airways og EU Jet.