Boeing 737-800 fra China Eastern Airlines. (Foto: nitinut380 | shutterstock.com)

Officielt: 132 omkomne ved flystyrt i Kina

De regionale myndigheder i Guangxi-regionen i det sydlige Kina bekræfter officielt, at 132 personer er døde ved China Eastern-flystyrtet. Flyets sorte bokse er bjærget.

Efter flere dages intens eftersøgning er det som ventet ikke lykkedes at finde overlevende efter flystyrtet med en Boeing 737-800 fra China Eastern Airlines den 21. marts.

Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua har myndighederne i den selvstyrende Guangxi-region lørdag meddelt, at man må betragte samtlige 132 ombordværende som omkommet ved flyulykken. Det drejer sig om 123 passagerer og ni besætningsmedlemmer, der alle var kinesiske statsborgere.

Flyet med rutenummer MU5735 forulykkede i et bjergrigt terræn omkring 220 kilometer vest for Guangzhou. Siden har der været udkommanderet et stort eftersøgningshold der har finkæmmet et område på 45.000 kvadratmeter omkring nedslagsstedet.

Sorte bokse er bjærget
Boeing 737-flyet var undervejs fra Kunming til Guangzhou, da det fra en flyvehøjde på 8.900 meter pludselig tabte højde meget hurtigt. Flyvelederne forsøgte at få kontakt med flyet, men uden held.

Få minutter senere ramte flyet jorden med stor kraft og lavede et 20 meter dybt hul med en radius på 30 meter. Dele af flyet blev fundet op til tre kilometer væk fra nedslagsstedet, der ligger ved Teng nær Wuzhou.

Tidligere på ugen lykkedes at lokalisere og bjærge en af flyets to sorte bokse, og det er Cockpit Voice Recorder-enheden, der muligvis kan afsløre, hvad der er foregået i cockpittet umiddelbart inden, at flyet faldt til jorden som en sten. Enhedens hukommelse er dog beskadiget, og derfor har man bedt producenten om assistance til reparation.

Søndag oplyser det kinesiske statsmedie CCTV, at Flight Data Recorderen er blevet lokaliseret under 1,5 meter jord, og den er nu blevet bjærget og er fløjet til Beijing til undersøgelse og udlæsning af data.

Flere teorier
Oplysninger fra de kinesiske myndigheder viser, at der i cockpittet befandt sig tre piloter, henholdsvis kaptajn, andenpilot samt en pilot, der var under træning. Kaptajnen havde 6.709 timer i logbogen, mens styrmanden var tæt på pension med 31.769 flyvetimer. Den unge pilot, der var ombord, havde akkumuleret blot 556 timer. Hvem der var henholdsvis Pilot Flying og Pilot Monitoring vides endnu ikke.

Ifølge The Aviation Herald har de kinesiske luftfartsmyndigheder ved en af flere pressemøder fortalt, at de tre piloter alle var i “gode familierelationer”.

Når det er nødvendigt at give denne information, kan det hænge sammen med spekulationer om den mulige årsag med reference til henholdsvis SilkAir 185 fra 1997 og Germanwings 9525  fra 2015, der begge var selvmordsaktioner fra en af piloterne.

Den teori kan givetvis ikke udelukkes, men noget kan også tyde på, at piloterne har kæmpet for at holde flyet i luften, da det pludselig vandt højde efter det første dyk på 6.700 meter, inden det endnu engang fortsatte i et dyk for 30 sekunder senere at ramme jorden.

Det er dog for tidligt at spekulere i, hvad der kan være sket. Den foreløbige havarirapport skal, som reglerne foreskriver, præsenteres for ICAO seneste 30 dage efter havariet. Det bliver i dette tilfælde senest den 21. april 2022.

 

Relaterede artikler:

Boeing holder vejret efter kinesisk havari

Boeing 737 styrtet ned i Kina

Ny Boeing 737-ulykke i Indonesien