En Airbus A350 XWB fra Finnair. (Foto: Airbus | PR)

Omsætningen steg trods færre passagerer

Finnair kom ud af 2021 med et underskud før skat på 4,3 milliarder kroner. Omsætningen steg svagt, mens passagertallet faldt med 18,2 procent, hvilket der er en god forklaring på.

Mange flyselskaber har oplevet stigende efterspørgsel efter fragt under den to år lange coronapandemi. Det gælder også for Finnair, der i 2021 øgede fragtindtægterne med hele 88,3 procent fra 177,7 til 334,7 millioner euro.

Det var med til at opveje noget af den store omsætningstilbagegang, der blev realiseret i passagersegmentet, hvor indtægterne faldt med 20,3 procent på baggrund af færre passagerer. Der var blot 2.852.300 rejsende med Finnair i 2021, og det var 18,2 procent færre end i 2020.

Samlet set præsterede Finnair en omsætning i 2021 på 838,4 millioner euro, hvilket svarer til lidt mere end 6,2 milliarder kroner. Det var samtidig en beskeden stigning på 1,1 procent trods et stort fald i antallet af passagerer.

Besparelser slog igennem
Udover omsætningsfremgangen var der også forbedringer at spore omkring resultatet. Finnair reducerede underskuddet fra 2020 til 2021 med 11 procent, således at der var et minus før skat på 581,9 millioner euro, der omregnet er lig med 4,3 milliarder kroner.

Det er blandt andet Finnairs spareprogram, der har slået igennem. Målet var at sikre 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner) i permanente årlige besparelser sammenlignet med 2019, og det mål er blevet indfriet. 

Rykker tættere mod normalt driftsmiljø
Finnair er stærkt eksponeret mod Asien, og hele selskabets trafiksystem er opbygget omkring Asien-ruterne, hvorfor selskabet i øjeblikket har blikket stift rettet mod øst for at vurdere, hvornår det asiatiske marked atter er klar efter coronapandemien.

“Det er muligt at rejse i Europa og til USA, men Asien er fortsat stærkt begrænset i forhold til rejser med undtagelse af lande som Thailand, Singapore og Indien. Der er langvarig usikkerhed om, hvornår Kina eller Honkong åbner for rejser. På grund af omikronvarianten vurderer Finnair nu, at andre asiatiske markeder gradvist vil åbne for rejser mod slutningen af ​​andet kvartal 2022,” skriver Finnair.

Men generelt er fremtidsudsigterne mere lovende end længe, og Finnair har store forventninger til sommeren, hvor medarbejdere kaldes tilbage fra orlov samtidig med, at der åbnes nye ruter til Busan, Dallas og Seattle, og i 2023 vil kapaciteten være tilbage på 2019-niveauet.

“Vi vurderer, at vi, bortset fra Kina og Hongkong, næste sommer vil være tættere på et normalt driftsmiljø, selvom åbningen af ​​Asien er forsinket i forhold til vores tidligere estimat. Sidste halvdel af 2021 viste, at der er stor ophobet efterspørgsel,” udtaler koncernchef Topi Manner,

 

Relaterede artikler:

EU godkender mere statsstøtte til Finnair

Færre Finnair-passagerer i 2021 end i 2020

Finnair-underskud på 3,9 milliarder kroner