Finnair A320 i Helsinki Airport. (Foto: Matthew | Liveandletfly)

EU godkender mere statsstøtte til Finnair

Finnair er for fjerde gang i løbet af pandemien blevet kompenseret for en del af de tab, som blandt andet rejserestriktioner har påført flyselskabet.

COVID-19-pandemien har været en økonomisk klods om benet på flyselskaber i hele verden, når selskaberne har måtte aflyse flyvninger, undgå visse destinationer og helt holde fly på jorden i kortere eller længere perioder.

En del af flyselskaberne har derfor undervejs fået en økonomisk håndsrækning fra de respektive regeringer i selskabernes hjemlande, så statsstøtten kunne være medvirkende til at holde gang i driften, selvom flytrafikken var ramt. Finnair er et af disse selskaber

EU-Kommissionen oplyser i en pressemeddelelse, at EU har godkendt, at den finske regering udsteder endnu et lån til flyselskabet. Det betyder, at Finnair får 48,62 millioner euro (361 millioner kroner) i statsstøtte fra regeringen.

Økonomisk ramt af COVID-19
Beløbet skal dække det tab, som flyselskabet har haft mellem den 1. januar og den 31. juli i 2021, og kommissionen begrunder godkendelsen med, at Finnair har lidt et ”betydeligt driftstab” samt oplevet et ”brat fald i trafik og rentabilitet” i perioden.

Støtten kan gives, fordi EU-Kommissionen mener, at netop COVID-19 var skyld i udfordringerne for Finnair, der normalt blandt andet har mange flyvninger til USA og Asien. Det er samtidig blevet vurderet, at statsstøtten ikke overstiger det samlede beløb, som flyselskabet har tabt.

Det er dog ikke første gang, at den finske regering træder til og hjælper Finnair, og derfor har Kommissionen også kontrolleret, at den tidligere støtte til flyselskabet ikke betyder, at flyselskabet er blevet overkompenseret.

Har fået støtte tre gange allerede
I alt bliver dette fjerde gang, at Finnair får støtte under pandemien. Første gang var i maj 2020, hvor den finske regering stillede garanti for et lån på 600 millioner euro (4,4 milliarder kroner), som Finnair fik udstedt af en pensionskasse.

I juni samme år godkendte EU-Kommissionen ligeledes en rekapitalisering af flyselskabet på 286 millioner euro (2,1 milliarder kroner), hvilket betød, at den finske stat kunne købe aktier i Finnair for dette beløb. Året efter – i marts 2021 – fik regeringen igen lov til at støtte Finnair. Denne gang med 350 millioner euro (2,6 milliarder kroner), som skulle være med til at dække flyselskabets tab mellem den 16. marts og den 31. december 2020.

Det betyder, at Finnair med godkendelsen af det nyeste lån har modtaget omkring 1,2 milliarder euro i forskellige slags hjælp fra staten i løbet af pandemien. Regner man beløbet om, svarer det til omkring ni milliarder kroner.

 

Relaterede artikler: 

Finnair afslører længe ventet Premium Economy

Sygefravær tvinger Finnair til massive aflysninger

Færre Finnair-passagerer i 2021 end i 2020