Norwegian og Widerøe fløj tilsammen med lidt flere end 1,8 millioner passagerer i marts, der var præget af en meget høj regularitet og punktlighed hos begge selskaber.
Marts var den tredje måned, hvor Norwegian-koncernen kunne rapportere konsoliderede trafiktal for både Norwegian og Widerøe efter overtagelsen af sidstnævnte i januar i år.
Samlet havde de to selskaber i marts 1.820.702 passagerer, hvilket var en svag fremgang på 1,6 procent og svarer til godt 30.000 passagerer.
Norwegian fik en fremgang på 2,8 procent, idet der var 1.544.289 passagerer ombord i de rødnæsede fly, mens 276.413 havde valgt at rejse med Widerøe, og det var 4,5 procent færre end i samme måned i 2023. Tilbagegangen hos Widerøe skyldes dog udelukkende den tidlige påske, da forretnings- og patientrejser er fraværende i denne periode.
Norwegian kan samtidig glæde sig over, at belægningen øgedes med 3,9 procentpoint fra 81,1 til 85,0 procent.
”Vi er meget glade for endnu en gang at kunne præsentere stærke trafiktal, som i denne måned fik ekstra momentum på grund af en tidlig påske,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Samlet har de to selskaber i de seneste 12 måneder fløjet med 24.237.369 passagerer, og dermed er det forventeligt, at Norwegian-koncernen i år kommer over 25 millioner passagerer, og dermed igen udfordrer SAS som Skandinaviens største luftfartskoncern.
Forbedret punktlighed og regularitet
I modsætningen til de tidligere måneder, hvor vejret skabte store udfordringer, kom begge selskaber ud med en tilfredsstillende regularitet og punktlighed, der også var bedre end i samme måned sidste år.
Norwegian gennemførte 99,6 procent af samtlige flyvninger, hvilket var en forbedring på 0,4 procentpoint over marts 2023, og punktligheden landede på hele 86,7 procent, og det var 5,9 procentpoint højere end samme måned sidste år.
Widerøe ligger normalt med en lavere regularitet end Norwegian, da selskabet opererer i områder af Norge, hvor vejret lejlighedsvist giver visse udfordringer. Men alligevel var der en fremgang i regulariteten på 2,1 procentpoint til 97,6 procent, mens punktligheden blev øget fra 76,6 til 89,4 procent, hvilket er en imponerende fremgang på 12,8 procentpoint.
“Den meget høje regularitet i marts, afspejler det store stykke arbejde, vores kollegaer gør hver dag for at skabe tillid blandt passagererne,” lyder det anerkendende fra koncernchefen.
Relaterede artikler:
Norwegian-koncernen: Over 1,5 millioner passagerer