Terminal 2 i Københavns Lufthavn (Foto: CPH)

På vej mod 600 mio. passagerer i Københavns Lufthavn

Krise? Hvilken krise? Sådan synes ledelsen i Københavns Lufthavn at spørge sig selv efter en rekordsommer, hvor over 6,4 mio. passagerer benyttede lufthavnen i de tre sommermåneder. Omkring årsskiftet forventes lufthavnen at runde historiske 600 mio. passagerer siden etableringen.

August måned blev den travleste nogensinde i Københavns Lufthavns historie.Omkring 2,1 mio. pasagerer rejste gennem lufthavnen i sidste måned, mens i alt 6,4 mio. passagerer benyttede lufthavnen i de tre sommermåneder, henholdsvis juni, juli og august.

Passagerrekorden i august måned på 2.101.481 passagerer repræsenterer samtidig en stigning på 12.9 % i forhold til samme måned året før.

”Sommeren har været den travleste i lufthavnens 85-årige historie. Den stærke vækst sommeren igennem beviser, at danskerne har genfundet rejselysten efter finanskrisen,” siger Carsten Nørland, salgsdirektør, Københavns Lufthavn.

Men lufthavnen styrer direkte mod en helt anden historisk markering. Inden årsskiftet forventes lufthavnen at kunne tage imod passager nr. 600 mio. siden lufthavnens etablering i 1925.

Ved udgangen af august måned havde 592,9 mio. passagerer benyttet lufthavnen gennem 85 år. Dermed mangler Københavns Lufthavn kun at tælle 7.103.783 passagerer inden det imponerende tal 600 mio. er passeret.

Derfor kunne noget tyde på, at passager nr. 600 mio. rent faktisk bliver en slags julegave til lufthavnen. I årets fire sidste måneder i 2009 havde lufthavnen 6.492.136 passagerer, hvorfor der “kun“ skal præsteres en vækst på lidt mere end 9,5 % før rekorden kan være slået inden årsskiftet. Noget kunne derfor tyde på, at det sker i forbindelse med juletrafikken.

År til dato ligger passagervæksten i Københavns Lufthavn på 7,6 procent, men 6 dages lukning af lufthavnen i april månedi forbindelse med den islandske askesky har naturligvis trukket lidt ned i statistikken.